DetDanskeKulkompagni_1897-1922

D E T D A N S K E K U L K O M P A G N I 55 for vanskeligt ved om Eftermiddagen at gøre sig færdig, hvad de unge Kontorister kunde blive fortrydelige over at skulle vente paa. Paa slig gammel Slendrian gjorde Julius Holmbladret naturligt en Ende. Med ham kom der overhovedet mere Fart og Nutids* façon over Forretningen. For dennes Hovedbranche, Kullene, fattede han aldrig ret Sympati. Naar Faderen, L. P. Holmblad, altid lod en gammel Mægler af sit Bekendtskab meddele sig Kul* priserne, naar der skulde købes Kul til hans Fabrik, og gjorde det med den Motivering: »Aa, Julius kan det saamænd ikke nytte at spørge derom«, saa laa der netop heri intet andet end en ikke helt for Komik blottet Opfattelse af Sønnens Ulyst til just at for* dybe sig i denne Side af Sagen. Saa havde han unægtelig, ikke mindst efter at han var blevet græsk Generalkonsul, saa meget større Interesse for Bankierforretningen. Men naar han kom ind paa Tanken om at sælge den gamle Handel, var det afgørende noget helt andet, nemlig en hastigt fremadskridende og pinlig Hjertesygdom. Ja, hvad det var for en Tragedie —ligesom Mefi* stofeles siger til Faust: »Bist mit dem Teufel Du und Du«, kunde Døden have sagt til ham : Bist mit dem Tode Du und Du, thi hans sidste Aar vandrede den stadig ved hans Side ligesom for altid at være ved Haanden. Tilsyneladende stod Livet i sit fuldeste Flor: dér gik han i Glans af Rigdom og ydre Lykke, den kønne, rask udseende Mand, flot og kæk, en virkelig élégant , ej alene i Klæde* dragtens Snit, men i Færd og Holdning, straalende i sinManddom som en ung Mars, en Grækerkonges næreVen —og saa var det, ak, som i den gamle Børnevise om Kongen — eller var det Kejseren: Georg stræbte jo ogsaa efter at blive østromersk Kejser —, som

staar paa sit høje, hvide Slot, saa hvidt som et Kridt, saa sort som et Kul — Fare, fare Krigsmand, Døden skal Du lide

--------