DetDanskeKulkompagni_1897-1922

22

D E T D A N S K E K U L K O M P A G N I

Det var altsaa hin Sommermorgen i 1844. Sit varmeste Ønske havde Suhr faaet opfyldt ved, at Fru Hei* berg og hendes Mand endelig var kommet ud til »Sølyst« som Gæster. Nu gik han der alene med hende i Rosenhaven, og hans Sind var fuld af sværmerisk Beundring. Men alle de Ord, som kunde tolke hans Hjertens Hengivenhed, var forlængst visnede i hans Hukommelse, end ikke Følelsens jævneste Udtryk kunde han finde eller faa i sin Mund. Hvad skulde han overhovedet sige, hvorom skulde han tale til hende? Et Par banale Bemærk* ninger om Roserne —ak, desværre gik hun straks ind paa Tonen, bad først om en Havesaks og saa om en Lommeknivl Men om* sider brød Trangen hos ham til at gøre hende delagtig i noget, som vedkom ham, at vinde selv den mindste Gran af Fortrolig* hed hos hende, saa stærkt igennem, at han endelig fik Mæle: han vilde fortælle hende om en stor Glæde, han netop havde haft. »Her«, sagde han, »har De en Hovednøgle, der lukker op til alle Drivhuse, hvor De stedse kan plukke alle de Blomster, De vil have — og nu maa De gratulere mig, thi jeg har faaet et Øn* ske opfyldt, som jeg længe har næret. Jeg har nemlig faaet et stort Pakhus, det saakaldte Blaa Pakhus ved Toldboden, hvortil jeg i saa høj Grad trængte for mine Kuloplags Skyld«. Da brast det for Aktricen — hun brød ud i en forvirret Latter. Fe*Hammen forsvandt, og ud af hendes Mund foer rent uvil* kaarligt som en Tudse den Bemærkning: »U f! ikke andet end et Pakhus — og hvad har De maattet give for det?« »80.000 Rigsdaler.« »80.000 Rigsdaler, og det for et Pakhus! Ak, hvor meget andet skønt kunde der ikke købes for denne Sum.« Fortryllelsen var for den Gang brudt, Æstetikens Præstinde havde givet ham Svar af en Forstandighed som en almindelig Høne!