DetDanskeKulkompagni_1897-1922

D E T D A N S K E K U L K O M P A G N I

16

var endelig Stedets Genier vaagnet op til sommerlig L e g ------ »Saa du hende?« — »Saa du hende?« — »Er det Emilia, som er kommet tilbage?« Ja, det var Emilie, som var kommet tilbage — ikke hende, om hvis skælvende Hjerte Indskriften dernede paa Kildens Minde* støtte taler saa ømme Ord, hende, hvis Navn »Enhver, som har elsket«, kun kan »nævne med Taarer« nej, en ny »Emilie«, hvis »Hjertebanken« lige havde sat selve Thorvaldsen i Hen* rykkelse, fordi han i dette Hjerteslagets Dansetakt havde fundet Livsglædens rytmiske Udtryk 1 Oppe i Havestuen med den »henrivende Udsigt ud over Sun* det, hvor Hveens gule Banker viser sig mellem Trægrupperne«, residerede Husets Frue: der havde Fru Caroline sin Yndlings* plads, og naar hendes Niecer som nu var hos hende, tilbragte hun uden Tvivl der sine lykkeligste Stunder. A t have Heiberg til Gæst satte hende desuden i godt Lune, maaske ikke mindst fordi hun, skønt lidt tunghør, havde saa behagelig let ved at følge en Samtale, naar Heiberg med sin klare, sonore, tydelige Stemme førte den. Forøvrigt forstod hun stedse at optræde med saa stor Kløgt og Anstand, at hendes Tunghørighed sjældent blev paafaldende. Hun var en høj, blond Dame med et stateligt Udseende, som selv Fru Heiberg fandt »elegant«, smukke Øjne, hvis Blik Ingen følte rettet paa sig uden uvilkaarlig at paavirkes deraf, en ædel Holdning, fuld af Ynde og Værdighed. Men det var jo ogsaa »Dejligheden«, selve »Dejligheden« fra Kamma Rahbeks Bakkehus*Kreds. Alle Medlemmer af denne Kreds, ja, selv den, der blot kom i fjerneste Berøring med Kamma, fik af hende sit Øgenavn, som til Stadighed blev brugt i den pudsige, ofte overgivent spøge* fulde, altid ligesaa charmante som barnagtige Jargon, Kamma selv benyttede, og som mere eller mindre smittede hendes Om*