DenKglFødselsOgPlejestiftelse_1800-1849

57 Koner indsneg sig som Ugifte, var et Misbrug, der blev vanskeligt at forebygge, de var jo ikke pligtige at give Personaloplysninger, og et Paabud om, at de fritliggende Ugifte skulde gøre Tjeneste paa Ammestuerne, vilde, gennemført med Strænghed, føre til, at de, til Skade for Undervisningen, blev borte; man tilraadede der- lor foreløbig at indrykke i Adresse-Avisen, at, som forhen, kunde i Stiftelsen modtages 10 gifte fattige Koner, kun at de maatte med­ bringe Attest for deres Fattigdom, og at det for samtlige fattige Ugifte var Pligt, »naar det fandtes fornødent«, at gøre Amme­ tjeneste paa Plejestiftelsen i det mindste 4 a 6 Uger. — At ingen Amme burde have mere end 2 Børn ved Brystet, og at disse skulde have deres egne Senge, kunde man naturligvis ganske tiltræde, men større Modstand mødte, ikke mindst fra Lundings Side, den foreslaaede Forandring i Pleje- og Opfostringsstiftelsens Styrelse og Forretningsgang. Man vilde nødig forrykke Forholdet mel­ lem Pleje- og Fødselsstiftelsen, de to hørte naturligt sammen, hin var dennes »nødvendige Ammestue«, ligesom man heller ikke saa nogen Grund til at øge Tallet af Direktører for Opfostringsstiftel­ sen, saalidt som til at sætte denne i Forbindelse med Fatligvæse- net. — At Alimentationsbetalingen var for knap, og Præsterne for lidet villige til at støtte Sagen, lod sig ikke nægte. At op­ muntre de sidste vilde, efter Lundings Mening, ikke nytte; skøndt det var en Embedspligt, burde de hellere have en Doucør for Ulejligheden, maaske kunde ogsaa Bispen, Provsten, Landfysikus o. A. være opmærksomme paa Børnenes Tilstand og give Ind­ beretning, men overfor Almuen var der ikke anden Udvej end at forhøje Plejelønnen og forlænge Tiden for denne, for Eks. til 15de Aar, saa at der i de 10 første gaves 2 Mark og i de 5 næste 24 Skilling ugentlig, med Bibeholdelse for Plejeforældrene af de øvrige Fordele, de hidtil havde haft. Men at Opfostringsstiftelsens opsparede Kapital ikke vilde strække til overfor en saa stor Udgift, var let at indse, der maatte gøres Indstilling om et betydeligt Tilskud. Derimod tog man bestemt Afstand overfor Guldbrands For­ slag om at lade Mødrene selv sørge for deres Børn mod at erholde samme Løn som Plejeforældrene — til Dels jo en Gentagelse af Lundings tidligere (1793) Henstilling — der var dog, indvendte man, endnu en Del Mødre, som foretrak selv at udsætte og betale for Børnene; kunde de imidlertid, uden at være stærkt trængende, faa Alimentationspenge, vilde de naturligvis foretrække dette, og at lønne de haard t trængende Mødre vilde stride mod Stiftelsens