DenKglFødselsOgPlejestiftelse_1800-1849

30

kunde ske, men Kommissionen fandt det betænkeligt, og end mere det næste af ham udtænkte Middel til at standse Overpro­ duktionen: at indskrænke Modtagelsen i Fødselsstiftelsen af ugifte Barselkvinder, der karakteriseredes som ganske stridende mod Stiftelsens Fundats. Vel næppe uden Berettigelse havde Lunding i et Indlæg til Kancelliet desangaaende railleret over Stiftelsens kulante Færd: uden nogen Slags Undersøgelse kunde ethvert Fruentimmer, trængende eller ej, gift eller ugift, indfødt eller frem­ med, føde og aflevere sit Barn, saa blev det hans Sag at sørge for det, og dog kunde han jo ikke tvinge nogen til at modtage disse Børn. Han endte med at foreslaa, »om det ikke vilde være lil alle Stifteisernes forenede Fordel og til den ædle Hensigts fuld­ komneste Opnaaelse, at den ham hidtil anbetroede Stiftelse maatte blive saa heldig at indlemmes under samme høie Bestyrelse som Fødsels- og Pleiestiftelsen, dens Søstre«; skete det, vilde han haabe paa ved Kongens Naade at forundes en mindre ubehagelig Virke­ kreds. I sin Betænkning over det sidste ytrede Kommissionen, at den aldeles ikke kunde indlade sig paa at styre Opfostrings- stiftelsen, det skete bedre ved en enkelt Mand, faldt det den nu­ værende besværligt, maatte der vel anskaffes ham en Medhjælp. Der var saaledes i Plejestiftelsens Barndom rigelig Anled­ ning til Dissens mellem Kommissionen og Opfostringsstiftelsens Direktør, der vistnok da maatte trække det korte Straa; under de stadigt vedvarende og de stadigt voksende Besværligheder, som Plejebørnene voldte, skulde det dog vise sig, at Andre senere op­ tog Assessorens Tanker, og at man blev nødt til at realisere nogle af dem, men en enkelt af de Kalamiteter, der klæbede ved Pleje- børnssagen og gjorde sig gældende tidligt i dennes Historie, skal endnu berøres her, og lidt nærmere, fordi Virkningen deraf naaede ud over at skaffe en Direktør eller en Direktion Fortrædeligheder, men ramte hele Samfundet. Det hed sig i Opfostringsanstaltens Regulativ, at Plejefor­ ældrene, naar de mødte paa Fødselsstiftelsen for at modtage Bør­ nene, skulde medbringe Attest fra Præst og Provinsialmedikus eller Kirurgus for hæderlig Vandel og Sundhed, og, i det Tilfælde Plejemoderen selv vilde amme Barnet, skulde hun undersøges i Hospitalet. Anden og bedre Sikkerhed kunde vel heller ikke skaf­ fes, hvad denne Part angik, men mindre betryggende synes unæg­ telig Forholdet at have været for den andens Vedkommende, Bør­ nene. Adskilligt tyder paa, at det en Tidlang var Md. Ørsløw, og i Plejestiftelsen Md. Berg, der besigtigede Børnene ved Udleverin