DenKglFødselsOgPlejestiftelse_1800-1849

17

ikke gaa ind paa nogen Ændring i Instruksen, og det blev ved Bestemmelsen. — Om Akkoucheuren modtog Honorar af Da­ merne, maa staa hen; at der vel nu og da tilflød ham Gaver af anden Art, viser en pragtfuld Vase, der endnu er i den Saxtorphske Families Eje, bærende som Inskription: »Til Erindring af en Lyk- saliggjordt Moder med en Datter efter tolv Aars Ægte Skab, den 23de Juli 1803«. Modtageren var altsaa Joh. Sylv. Saxtorph, og Giverinden mener jeg at kunne navngive. Vasen er udgaaet fra den kgl. Porcellænsfabrik, men dennes Bøger kunde ikke løse Spørgsmaalet; derimod viste Stiftelsens Daabsprotokol, at der her 5/s 1803 døbtes et Pigebarn, født samme Steds 23/7 1803, hvis For­ ældre var Generaladjudant, Kammerherre Hans Rantzau og Sophie Amalie R., født Baronesse Lehn. Ægteskabet var indgaaet 1790 og barnløst indtil nævnte Datters Fødsel18). Hvad nu Personalet angaar, overfor hvilket der var stillet Stif­ telsens Akkoucheur Opgaven at oplære og øve det i Fødselsviden- skaben, skal først nævnes Læredøtrene. Af disse var der ogsaa forskellige Kategorier. Gavebrevet, og senere Reskriptet 1787, fastsatte som første Punkt, at der i Stiftelsen stedse skulde mod­ tages, frit undervises og opholdes 10—12 eller flere saadanne; til Gengæld for det fri Underhold skulde de (i første Halvaar) uden Betaling gøre Tjeneste i Stiftelsen som Opvartningskoner, og deres Uddannelse derfor vare et Aar. Naar i de første Aaringer, ved vekselvis Indsendelse fra Stifterne i Danmark og Norge, begge Ri­ ger var blevet forsynede med Jordemødre, kunde Proprietærerne melde sig til Direktionen for at faa Plads til dem, de vilde ind­ sende fra deres Godser, dog aabnedes dem ogsaa Udvej til straks at erholde Adgang, naar de vilde betale for Forplejningen, medens kjendt, hvormegen Umage de fornemme Damer gjøre sig i Byen for at faae Mad. Ørsløw til at betjene sig eller blot til at være nærværende hos dem, naar de skal føde, hvilket ikke er hende tilladt; saameget har hendes Renommé ud­ rettet og saameget udretter det nu til Stiftelsens Beste — lad da Folk som troe, at Mad. Ørsløw ey har Tilladelse dertil, længe nok tale om, at hun modtager Gaver, saalænge de ey kan bevise os en værdigere end hun er, og saalænge de ey kan bebreide hende, at hun mishandler de Fødende, at hun banker og for­ sømmer dem, som hendes Forgjænger gjorde, saa vil det første være et mindre Onde at høre end det sidste. Nok, jeg taler her med Varme for Md. Ørsløw, som den, der i 18 Aar har kjendt hendes upaaklagelige Forhold og sjeldne Fortjenester ved Stiftelsen, siden dette er Stedet, hvor jeg bør tale, siden jeg har været med til at overtale hende til at modtage Tjenesten«. 18) Efter F. Krogh: Den højere danske Adel, Kbliv. 1866. 2