DenKglFødselsOgPlejestiftelse_1800-1849

159 ham gives Fortrin«. Han udnævntes 9/e 18292) og viste noksom i de 12 Aar han, som samtidig Professor i Fysiologi, var Inde­ haver af Posten, at denne, vel ikke mindst ifølge de dertil knyttede økonomiske Fordele, var attraaet som et Bierhverv. Det var paa et for Fødselsstiftelsen kritisk Tidspunkt, at Eschricht tiltraadte sin Virksomhed her. Det vil erindres, at Kommissionen i sin Forestilling til Kongen, M/u 1821, ogsaa havde berørt den puerperale Mortalitet for de foregaaende Aar og an- slaaet den til »2 å 3, i epidemiske Aar til c. 4 af Hundrede«. Det sidste maa have sigtet til Aarene 1818 og 1820, da Mortali­ teten steg til resp. 5,4 °/o (52 i Stiftelsen Døde af 959 Fødende) og 4 °/0 (40 af 999)3), men i den 1829 (af Malling, Saxtorph og Fenger) indgivne Beretning, hvor de to Trienniér 1822—24 og 1825—27 sammenstilledes, lød det igen beroligende, idet Mortaliteten for begge Perioder angaves til omtrent 2 af Hun­ drede (korrig. lidt over 3 °/o i begge). Endnu havde man altsaa i Joh. Sylv. Saxtorph ikke fundet Anledning til officielt at vække Opmærksomheden for uhyggelige Tilstande indenfor Fødsels­ stiftelsen grundet paa den høje Dødelighed blandt Barselkvinder, det skete første Gang i den (af Saxtorph, Fenger, Moltke) 1832 indgivne Beretning for Aarene 1828—31, hvor efter Bemærkning om, »at en extraordinær Svaghedstilstand hos Barselkvinderne havde forøget Ammeantallet, fordi de Svage trængte til længere Ophold«, sluttedes med: »at der i Stiftelsen som i Staden herskede i Aarene 1829 og 1831 ondartede Barselfebre, der bortryddede en Deel, i 1829 92 og i 1831 59 Barselqvinder«. Ud over denne lakoniske Bemærkning savnes al nærmere detailleret Redegørelse for de nævnte Epidemier eller mulig tagne Forholdsregler mod dem. Det maa derfor staa uopklaret, hvad der gav Anledning til den 1829 pludselig udbrydende Barselfeber Epidemi, der med Hensyn til Ofrenes samlede Tal for Aaret ikke fik noget Sidestykke i Stiftelsens Historie; af 847 Fødende døde 114, altsaa over 13 °/0, medens Mortaliteten Aaret før og efter var 2) Et Fjerdingaar altsaa efter Lundings Død. Om det var i dette Tidsrum, Otto var konstitueret som Reserveakkoucheur, maa jeg lade staa hen. I en Omtale (Siebolds Journal f. Gebh. etc. Bd. 16, 1886) af Forholdene i vor Fød­ selsstiftelse, der senere skal gengives, nævner den tyske Læge Nevermann, der studerede i København i Tiden 1827—30, at Otto var Underakkoucheur, men det nærmere Tidspunkt er ikke angivet. ®) Korrigeret med Hensyntagen til de i Hospitalerne Døde var Forholdet 7,2 «/0 og 5 °/0.