DenKglFødselsOgPlejestiftelse_1800-1849

153 Arbejdsomraade mest mulig begrænset og i den Anledning jævnlig kom i Klammeri med Inspektøren. I 1810 besværede hun sig for Direktionen over det meget Skriveri, der paahvilede hende ved at holde Bog og føre Regnskab over de Betalende samt aflægge Beret­ ning herom kvartaliter. Hun havde ikke som sin Forgængerske en Datter til at besørge dette, og var ikke opdraget til Sligt og bad sig fritaget derfor saavel som for Pengeoppebørsler, der havde bragt hende Tab. Der blev foreløbig ikke taget Hensyn til hendes Besværinger, men et Par Aar efter gentog hun Anmodningen om at blive fri for Bogholderiet, hun havde maattet holde og lønne en Skriver, hvortil hun nu ønskede et Tillæg. Direktionen tilstod hende 5 pro C. af Alimentationspengene til at lønne Skriveren. Denne var hendes Søn, Kopist i Rentekammeret(!), hvad Bendz senere maatte oplyse i Anledning af en ny Klage fra hende over at skulde anmelde de fødte og døbte Børn paa Kontoret, hvilket Ar­ bejde den forrige Jordemoder uden Protest havde gjort, men ikke destomindre blev det nu overdraget til Præsten (Kjerulf), der i den Anledning blev ubehagelig. Pikanteriet mellem Md. Frost og Inspektøren fortsattes fremdeles; naar denne efter Sædvane kom paa Stuerne for at notere de Fødende, der tog Børnene med til egen Forsørgelse, havde hun dirigeret dem til Ammestuerne uden at underrette ham derom, hun nægtede at befatte sig m ed jnven ta rie t eller staa til Ansvar for samme, hvorfor Bendz indgav Klage over hendes Mangel paa Lydighed og egenraadige Væsen og bad Sax- torph give hende en Irettesættelse. I skrap Form er den vel næppe faldet, men muligt disse forskellige Fortrædeligheder h a r frem­ skyndet hendes Ønske om at trække sig tilbage. I Juni 1822 fore­ lagde hun Direktionen sin Ansøgning om Afsked og begærede 300 Rdl., altsaa hendes Løn, i Pension. I Indstillingen til Kancelliet beklagede Direktionen, at hun i en Alder af 51 Aar havde tabt sin Førlighed, men Saxtorph bevidnede, at hun var svag, og man til- traadte Bendz’ Forslag, at hun, som Forgængersken, maatte faa 200 Rdl. aarlig paa Livstid, idet der henvistes til, at hun vel havde en Mand, men ifølge sin Stilling i 16 Aar levet adskilt fra ham, der ikke havde kunnet hjælpe hende. Sagen trak ud, og hendes Ønske at blive i Stillingen, til Pensionsspørgsmaalet var afgjort, blev imødekommet. Først i Maj det følgende Aar tiltraadte Kancelliet Direktionens Forslag, men Md. Frost gentog ikke destomindre paa ny sin Ansøgning 0111 den højere Pension paa Livstid, hvilket i August (1823) definitivt blev afslaaet. Alt Aaret forud, da hun første Gang tilkendegav Ønsket om Afsked, havde Direktionen