DenKglFødselsOgPlejestiftelse_1800-1849

95 Ulejligheder. — Saxtorph ønskede ogsaa, at Ammen maatte slippe med en Irettesættelse i næste Direktionssamling »paa en Slags høitidelig Maade« og derpaa jages bort, thi skulde Sagen andrages for Kancelliet, eller hun overleveres i Rettens Hænder, frygtede han meget for, at den hele Historie kunde skade Stiftelsens Rygte og afskrække enhver Fødende fra at blive Amme paa Plejestif­ telsen, men om det for Fremtiden kunde foranstaltes, at Am­ mernes grovere Forseelser kunde blive straffede med Tvangs­ huset, troede han, det vilde være nyttigt. — Malling vilde gerne følge Saxtorph men mente det nødvendigt at søge Bemyndigelse hos Kancelliet, og de andre Herrer samstemmede, saa at Saxtorph og Scheel mod deres Ønske maatte bøje sig. Allerede det følgende Aar gentog Ivalamiteten sig og paa nok saa opsigtsvækkende Maade, idet Sagen naaede til højeste Instans, selve Majestæten. I Janua r 1806 blev et Barn kvalt i Ammens Seng, og inden Direktionen havde taget Bestemmelse om Straffen, saa Scheel sig i den ubehagelige Nødvendighed atter at indberette et nyt Tilfælde. I sin Skrivelse (10/2 1806) til Direktionen i den Anledning slog han kraftigt til Lyd for skrappe Forholdsregler og gav et malende Billede af den tøjlesløse Tilstand paa Amme- stuerne: »Straffe i disse enkelte Tilfælde kunne neppe forebygge dette Onde, dersom man ikke gaaer til Kilden: Ammernes Uvillighed til at adlyde Vaagekonerne, naar disse forlange, at de skal, mens de sove, lægge deres Børn fra sig i Smaasengene, hvilken Uvillighed reiser sig af den totale Mangel paa Subordination, foranlediget derved at de mange ucultiveerte tildeels letsindige Fruentimmer, som Hovedstadens laveste Almue giver ti] Ammestuerne, for nærværende Tid aldeles ikke vove noget derved, naar de slet eller aldeles ikke opfylde deres Pligter, da Stiftelsens Huuspolitie ey har noget, der kunde straffes med. Ammernes Skjødesløshed og Ulydighed gaar derfor vidt. Den forrige Oberamme pleyede sommetider at uddele en passende korporlig Tugtelse (en Straf der dog let medfører en Deel Uleilighed og som Mad. Weisse formedelst hendes mere empfindlige Constitution ey vilde være i Stand til at kunne anvende). Det som da bliver tilovers, Irettesættelser, hjælper ikke, Pengemulcter ere kun sjeldent anvendelige, da Ammernes Ugeløn for det meste er uundværlig til deres Klæders og Linneds Vedligeholdelse; at jages bort fra Stiftelsen er for de flestes Vedkommende ingen Straf, og Stiftelsen er desværre af Mangel paa bedre nødsaget til at beholde de slette eller maadelige Ammer. Man er derfor nødsaget for det meste at lukke Øinene eller ogsaa at gjøre sig forgjæves Umage lil at vedlige­ holde alting paa Stiftelsen i tilbørlig Stand. At dette giver Anledning til at af og til et Barn om Natten bliver qvalt, at man ikke sjeldent er nødsaget til at lade Tyveri og deslige ustraffet, er kanskee ikke den værste Følge heraf, men skadeligt for Stiftelsen er det, at man ey kan holde Ammerne fra at svøbe dem haardt, fra at lukke Vinduerne