DenKglFødselsOgPlejestiftelse_1800-1849

94 udvidet Lokale, og notorisk var det jo ikke, at de var kvalte! Den endelige Resolution blev dog, at Tildragelsen skulde meldes for Kancelliet, men da vedkommende Amme unddrog sig videre Følger ved at echappere, vedtoges, at Sagen kunde henlægges, samt at hun, for ikke at gøre Ammestuerne mere afskrækkende, end de var, ikke skulde efterlyses, men alene efterspørges under- haanden og hendes Person forsikres, ifald hun opdagedes, og Sagen paany refereres. — Den 20. Nov. 1805 meldte saa Md. Weisse til Inspektøren, at et Barn Natten forud var blevet lagt ihjel, og fremstillede Ammen, der havde haft det ved Brystet. Bendz bemærkede i den Anledning i sin Skrivelse til Direktionen, at han til Skræk og Advarsel havde ladet opslaa paa Amme- stuerne en Bekendtgørelse om det forrige Tilfælde med Tilføjelse, at i Tilfældet af Gentagelse kunde Vedkommende vente straks at blive afleveret i Rettens Hænder. Det gjorde vistnok straks Indtryk, men der kom snart nye Hold Ammer, hvem maaske P la­ katen ikke tilstrækkelig blev forelæst og betydet, thi læse Skrift kunde jo ingen af dem, saaledes heller ikke den nu anholdte, hvis Gerning, om den ikke var »Vaade«, dog syntes at nærme sig dertil, da hun ikke havde taget Barnet i Sengen for at lade det sove men for at stille det, og saa havde Søvnen overrumplet hende. Bendz plæderede altsaa for mildeste Fremfærd, at hun kunde slippe med at jages bort, hvad Scheel ogsaa i dette specielle Til­ fælde tiltraadte, hvor meget han end ellers maatte insistere paa Forholdsregler mod Ammernes Opsætsighed, i hvilken Henseende det tjenligste vilde være, at Direktionen søgte at erholde en hus­ lig Politiret ligesom det almindelige Hospital, for i Forening med Fattigvæsenets Politiassessor at kunne dømme til Tvangshuset. Nytten syntes ham evident overfor saa uregerlige, letsindige Per­ soner som Ammerne, der nu for grove Forseelser, smaa Tyverier, Slagsmaal, Opsætsighed mod Overammen ikke kunde straffes med andet end Tab af højst en Uges Ammeløn og med at jages bort fra Stiftelsen, hvilket sidste de som oftest selv attraaede, saaledes at det var deres Fordel at forsé sig paa en eller anden Maade. At anklage dem for den almindelige Politiret tillod In ­ spektørens Tid ham aldeles ikke, da han for Børnenes Udsættelses Skyld hele Formiddagen maatte være hjemme, og desuden var det ved Børnehusets nuværende Tilstand en Samvittighedssag at befordre de ikke aldeles umoralske Mennesker indsat i samme og derved skilt ved borgerlig Ære og Adgang til at tage Tjeneste hos skikkelige Folk; Tvangshuset havde derimod ingen af disse