DenHistoriskeVaabensamling

34 kis, som er fastgjort i en Klo, den saakaldte Hane. Ved Affyringen gnides Svovlkisen imod et Staalhjul, der er forsynet med dybe Indskæringer i Kanten og med disse træder noget frem i den skaaldannede Udhuling i Laaseblikket, hvori Fængkrudtet anbringes. Laasen spændes med en Nøgle, der anbringes paa Hjulets Axel, og ved Afskydningen drejes Hjulet hurtig rundt af en stærk Slag­ fjeder; ved Gnidningen frembringer da Svovlkisen de Gnister, der antændeFængkrudtet(se A 105— 8)'. Ved Fodfolkets Vaabenformaaede Hjullaasen med sin mere kunstlede og indviklede Mekanisme dog ikke at fortrænge den simple Luntelaas, ja endog paa Luxusgeværer fra den Tid findes undertiden begge Slags Laase. Derimod fandt Hjullaasen mere Indgang ved Rytteriets Vaaben, da det var for­ bundet med temmelig stor Vanskelighed at benytte Luntelaasen for en Mand, som var til Hest. Det var imidlertid ikke alene den Mekanisme, som sigtede til Vaabnets Affyring, men ogsaa dettes øvrige Dele, der paa den heromhandlede Tid i mange Retninger forbedredes. Saaledes opfandt man omtrent Aar 1525 i Tysk­ land at give Løbet, der før havde været glat, s n o e d e R i f f e l ­ g a n g e , hvilket bibragteKuglen, som blev omgiven med en Skindlap, der trængte ind i Riffelgangene, en omdrejende Bevægelse paa dens Gang gjennem Løbet, hvorved Skudsikkerheden for­ øgedes betydelig. Endog fra en noget tidligere Tid har man Geværer, hvor Riffelgangene ere p a r a l e l t l ø b e n d e med Løbets Axe, en Konstruktion,' som til Skydning med Hagel har vedlige­ holdt sig indtil vore Dage, og som har til Hensigt at formindske Spillerummet mellem Kuglen og Løbet og lette Ladningen. Efter- haanden som Skud sikkerheden forøgedes, blev det af Vigtighed, at Geværet ikke forrykkedes ved Aftrykket, hvorfor man anbragte Stilleskruer ved Aftrækkeren, og noget senere forsynedes Geværerne hyppig med en saakaldet Sneller, et Apparat, hvorved Aftrækkeren er sat i Forbindelse med en Slagfjeder, og som kan spændes og stilles saaledes, at man blot behøver at røre ved Aftrækkeren, for at Skudet kan affyres. Hvad Haandskydevaabnenes A r t e r angaar spores paa denne Tid en stor Forskjellighed. Her kan saaledes indenfor Kredsen af de egentlige Geværer mærkes H a g e b ø s s e r n e , dels de store Hagebøsser, saakaldte „dobbelte og hele Hager“ , der nærme sig den senere Tids Voldbøsser, dels de halve Hager. M u ­ s ke t t e n , der ved Anslaget støttedes mod en saakaldet Anlægsgaffel, fremkom omtrent Aar 1525 og fandt hurtig stor Udbredelse. R y t t e r ­ k a r a b i n e n og P i s t o l e n , der skal være opfunden i Italien i Begyndelsen af det 16de Aarhundrede, afløser noget senere de endnu ved Begyndelsen af det 16de Aarhundrede benyttede korte