DenGamleHovedvagtPaaKongensNytorv

Bombebøssen

13

Danmark, som han havde ydet ved at opgive sin Stilling i Norge, hvor hans Ansættelse dog var ham sikret, medens der vanskelig kunde blive en til hans Rang svarende Plads i Danmark. Kongen udtalte sin Tvivl om, hvorvidt han havde Brug for Sølling, da han jo nu var i en noget frem­ rykket Alder. „Fremrykket Alder, Deres Majestæt,“ gentog Sølling. „Kun 58 og er jeg affæ ld ig?“ Og hermed kastede han i et Nu Uniformsfrakken og gav sig til at vende Mølle hele Salen rundt, indtil han atter stod fast paa begge sine sikre Ben foran Majestæ­ ten — til stor Forbavselse for Monarken, der ikke kunde faa andet over sine Læber end: „Hvad — hvad — hvad skal det dog sige?“

„Det skal kun sige, Deres Majestæt,“ svarede Søl­ ling, idet han igen trak i Frakken med Epauletterne, „at jeg er saa rask og rørig som nogenog i Stand til at tjene min Konge og mit Fædre­ land. Men ellers beder jeg Deres Majestæt ikke tage minAdfærd ilde op“ . „Haa — haa“ lo Kongen. „Naa, det var Meningen, ja,De er Jeg skal se, hvad jeg kan gøre for Dem.“ Kongen holdt Ord, og Sølling beholdt sin Charge som Commandeur i Flaaden. Medens han ventede paa Beskæftigelse, fik han — vistnok som den første — Ideen til i Danmark at indføre Nordsøfiskeri fra søgaaende Fartøjer. Han fik i Foraaret 1816 af Admiralitets-Collegiet udlaant 2 Dæks Lodsbaade, og 4 unge voxne Matroslærlinge af Hol­ mens faste Stok stilledes til hans Raadighed til Oplæring i Havfiskeri. 30. Juli 1817 fik Sølling Embedet som Waterschout i Kjøbenhavn (nærmest svarende til det senere Mønstrings Embede), hvilken Stilling han beklædte til sin Død. Dette Embede tilbød ham Ro, men Søllings altid virksomme Aand kunde ikke nyde den, og det blev i denne Stilling han kom til at udføre sit Livs anden store Bedrift. Sølling havde et varmt Hjærte for sine kære Sømænd, og allerede i sin tidligere Stil­ ling — men især som Waterschout — havde han rig Lejlighed til at se de haarde Kaar,, som var beredt danske Sømænd ved Handelsflaadens Ødelæggelse, hvor sørgelig en Skæbne den simple Sømand gik i Møde paa sine gamle Dage, kun Udsigt til Nød og Elendighed, naar han ikke kunde sejle længere, og naar han var i Land og ingen Hyre kunde faa. Men hvad der græmmede Søllings brave Sømandshjerte mest, var at se den Tilstand, hvori han traf sine gamle Gaster. Det gjorde ham inderlig ondt at se disse gamle, svage, men hæderlige, Fyre, forhen dygtige og raske Sømænd gaa og slumpe sig igennem som Tiggere, og vanke om i Axelstaden i usle Kaar, og saaledes var henvist til Landkrabbernes Naade og Barmhjertighed. Det skar ham i Hjærtet, og Taarer perlede i hans Øjne, ¡naar han saae halvnøgne Oldinge, der forhen modigen havde pløjet Havets Bøl­ ger og bidraget til Handelens Fremme, blotte deres Sølverhaar, for at bede en Forbipas­ serende om en ringe Almisse eller naar han traf en af sine Chinafarere, drivende hjemløs øm og søgende sig et koldt og fugtigt Ly for Natten under en af Sandkisterne. Peter Norden Sølling

en Krabatfyr, Sølling.