DenGamleHovedvagtPaaKongensNytorv

ANTONIGADE

23

„ T a g e t b e s to d af 2 L e m m e , der altid s to d a a b n e i g o d t V ejr,M a a ltid ern e s k u ld e n em lig „ n y d e s u n d e r a a b e n H im m e l. H y tte n s V æ g g e var n y d e lig p y n te d e m e d F am ilieb illed er o g „ G r ø n t, o g L o fte t, d en ø v e r s te fir k a n te d e A a b n in g , var d æ k k e t m ed g r ø n n e G r en e, h v o r ­ i g e n n e m m a n s k im t e d e den b laa A fte n h im m e l m e d b lin k e n d e Stjæ rner, et s k ø n t p o e tisk „ B ille d e m id t i d et g a m le , s m a lle S træ d e . D e r var i K jø b en h a v n m e g e t faa „ S u k k o t h “ , „ d e r fo r er d e t o g s a a p a a sin P la d s, at d e n n e „ S u ' k k o “ o m ta les her. „ A f d e t g a m l e A n to n ie s tr æ d e s B e b y g g e l s e var N r 9 den a n se lig ste o g hertil k o m den s „ m e d K r a n se o g G u irla n d e r p r y d e d e F a c a d e , h v o rfo r E je n d o m m e n o g s a a “ i d a g lig T a le „ k a ld te s for „ S lo t t e t “ . „ E n V in ter a ften , naar S n e e n laa k rid h v id o veralt, o g m an s a a e g e n n e m det sm a lle Stræ de „ m e d d e m a n g e L y s fra sm a a b itte R uder, saa lig n e d e det h e le et U d k lip af et Æ v e n ty r , „sa a s m a a t, saa s m a a t, s o m m a n nu slet ik k e kan forestille s ig har exrsteret. „ O g e n d e lig har j e g p a a O p fo r d r in g im p ro v ise r et d isse V e rs s o m en lille p lu d selig fø d t „ T a n k e : »Antoniestræde mit Nummer Ni, »Beæret med Titlen Slottet, »Ærlig talt var det Storpraleri, »Det Navn, hvormed du dig flotted’. »Selv boede vi oppe paa første Sal, »I Stuer brede og store, »Vi Kaktus havde i hundrede Tal, »Der aparte hvert Vindu gjorde.

»Der Antikviteter stod rundt omkring, »En mærkelig Aabenbaring, »Ja, Far han samled’ paa alle Slags Ting, »Med kunstnerisk Erfaring. »Antoniestræde mit Nummer Ni, »Minder jeg aldrig forglemmer, »Kærlige Øjne dér lukkedes i, »Hvis Glans jeg endnu fornemmer. »Jeg såa dig Stræde i spirende Vaar, »Naar Solen gløded hver Rude, »Og jeg husker det, som var det i Gaar, »naar hvidklædt det lyste derude. »Det hænder saa tidt, at jeg traver af Sted, »Hen til Antonigade, »Og stiller mig op, for i stille Fred, »At se den gamle Facade. Louis Halberstadt.

»Facaden havde en fornem ProHl, »Med Kranse og Ornamenter, »Men kongelig — hører der mere til, »Man større Storhed forventer. »Din Trappe var høj, en Tykmavetdør, »Saa naaede man frem til en Gang, »Og ud til en Gaard, et firkantet Rør, »En Plet saa usigelig trang. »Til højre tre Rum med Tremmer i Grønt, »Der dinglede Hummerkloen, »Det malerisk set, var virkelig skønt, »Og fremmede Kunstnertroen. »Og din Køkkentrappe var smal og stejl, »Med Trin, der let kunde knage, »Al menneskelig Vægt de tog som en Fejl, »Hvert Fodtrin i Støn gav tilbage.