DenGamleHovedvagtPaaKongensNytorv

Kong Christian den Femtes Rytterstatue

12

En Tidlang laa „K r i n d s e n “ dybere end Gaden omkring den, og 2 Trin førte herfra ned til den, men ved Midten af det 18. i sin Glans, begyndte man at omkalfatre det og greb ind i Havens oprindelige Idé. Det store velholdte Haveanlæg med sin frodige Vegetation uden om „ H e s t e n “, hele Spadserehaven samt „K r i n d s e n s “ Lindetræer blev opgivet, og efter Frederik den Femtes Befaling fjærnet, fordi Be­ plantningen heromkring saaledes betog

Aa

Kongens Nytorv I første Halvdel af det 18de Aarhundrede.

Synet, at man ikke kunde overse Pladsen med dens skønne Bygninger, og den store be­ plantede „ K r i n d s “ havde ogsaa dengang næsten kunnet faa Folk til at glemme Torvets uregelrette Form. Stakittet fjærnedes og Træerne blev bortflyttet, en Del anvendtes ved nye Alleers Anlæg uden for Øster- og Nørre Port, og nogle af „Krindsens“ Træer voxer den Dag i Dag i Parken ved et sjællandsk Herresæde, hvis Ejer fik dem af Kongen. Pladsen blev saa brolagt, men ved at „K r i n d s e n“ og Haveanlæget forsvandt, blev der givet fri Udsigt til det til Hest siddende „Corpus“. Denne Forandring blev dog ikke til Gavn for Pladsbilledet, thi paa det store Torv maatte Statuen næsten blive helt borte. Paa kongelig Bekostning var Statuen bleven stærkt forgyldt, og maa have gjort en skøn og ejendommelig Virkning. Torvet skulde saa bruges til Garnisonens Exercer- og Paradeplads. Men at denne Forandring her paa Torvet vakte Fortrydelse blandt Kjøbenhavnerne, der saae sig berøvet et meget yndet Spaserested, ses af nedenstaaende lille Vers, der fin­ des i Haandskrift i det kgl. Bibliothek: Et Vers giort, da Kredsen 1749 blev ruineret, som stod paa Kongens N ye Torv. I kære Venner, som er vant til at spasere den smukke Kreds omkring, for der at promenere,

H ø r her en Tidende, som jeg at bringe har: De nøder os nu til, at vi der A fsked ta ’r.

De har besluttet vist vor Kreds at ruinere, Soldaterne de skal i vor Sted der spasere. Vor Sorrig er saa stor, at vi maa sige her: Men ak, hvad hjælper, naar vor Kreds den borte er.

Ja vi har Aarsag nu os selv at condoleré, Thi vi kan herimod ej contra protestere.

N u ønsker jeg os da til Bod for denne Skade, at vi paa andet Sted maa faa ny Promenade.