DenGamleHovedvagtPaaKongensNytorv

Peter Norden Solling

34

virket til, at Maalet er naaet, at Bygningen ikke maatte være forgæves, at der maatte vaa- ges over den, og at den maatte bevares. Men et Hjem dannes ikke af smukke Sten og Kamre, men af Aanden, der raader deri og Hjærterne, der lever derinde. Og Aanden, der gav det gode Hjem, det var dog nok Sandhedens, Fredens og Kærlighedens Aand, og denne Aand er Guds Aand. Der staar saa smukt i en af Sangene: „Thi under Korsets Mærke skal Huset vies ind, til Ly mod Storme stærke, med fromt og ydmygt Sind". Dette Mæ rke skal minde os om ham, der døde paa Korset som Verdens største Helt, at vi ved ham maatte frelses og arve et evigt Liv. Men som Vinden maa gribe i Flagengen, at den kan folde sig ud i sin Skønhed, saaledes maa Guds Aand ogsaa være som den friske Luftning, der gaar g e n ­ nem dette Flus og Hjærterne, som skal bo deri, hvis der virkelig skal leves under Kor­ sets Mærke. Og det synes, den Herre Je ­ sus nok maatte kunne anslaa Strænge i en gammel Sømands Hjærte. Han valgte sine kæreste Apostle ud af gamle Søfolks Ræk ­ ker, han færdedes med dem paa Søens Bølger, han stillede Stormen og fik Bølgerne til at lægge sig, naar der var Fare paa Færde. Og de gamle Sømænd skulde jo kaste Anker og komme i Havn i dette Fljem. Men gælder dette da blot de gamle Ben, mon ikke ogsaa de gamle Hjærter. Og H jæ rter kan kun finde

»Bombebøssen« Overgaden o. Vandet Nr. 48 C.

Hvile hos Gud og

Ankergrund hos Frelseren. Thi naar Syndens og Sorgens Storme peb derude

og denuroligeSamvittigheds- og DødsfrygtensBølger gik høje, saa var der nok kun en ene­ ste, der kunde bringe Stormen til at stille af og dæmpe Bølgerne, og det var Jesus Christus. Det vilde han gøre for enhver Sjæl, der raabte til ham: Herre, frels os, vi forgaa. Maatte denne Herrens Aand bygge inden disse Mure og være Vægteren, der vaager over Livet herinde, saa vil her blive godt at være, thi da vil her blive Sandhed, Kærlighed, Fred og den gode Forstaaelse, og da er her jo et Fljem for de Gamle. Og naar de da bliver kaldede her­ fra, for at gaa hjem til den store Flimmelhavn, kan de nynne med en af vore Salmer: Jeg døer med Frydetanker, thi jeg er Jesu Lem, jeg letter glad mit Anker og sejler trøstig frem .“ Præsten nedbad derefter Velsignelsen over det nye Hus og dets Beboere. Stifterens Sønnesøn, Commandeur Sølling, talte til Slutning til de Gamle: „Min Bedstefader vilde have glædet sig, hvis han havde kunnet se den Bygning, som nu var rejst, ikke mindst, fordi den var rejst ved Medborgeres Bidrag.“ Han henvendte særlig en Tak til Commandeur Kraft og Grosserer Heering: „Hvis min Bedstefader havde været tilstede, vilde han maaske have sagt: Gutter, vær nu brave og fordragelige. I min Bedstefaders Navn vil jeg give Beboerne denne Formaning, det gælder baade „Kongens Kvarter“ og „Dronningens Kvarter“ . Jeg slutter med et Ønske om, at Stiftelsen fremdeles maa trives og finde Støtte. Den kan endnu trænge til Pen ge.“ Hans jævne tiltalende Ord slog stærkt an hos de Gamle, som med lydelige ,,Hø ru tilkendegav deres Bifald.