DenDanskeSkueplads-II

587

VALDEMAR.

ham som et mægtigt Historiemaleri: „ J e g saae i Tanken V alde­ mar og Absalon springe omkring paa Bo rde og Bænke for at slukke Lysene, med bankende H jerte fulgte je g dem paa den natlige F lu g t og triumferede, da Forræderen fik sin S tra f paa Grathehede.“ Over disse Hovedmotiver — Festen og S laget — er „V aldem ar“ komponeret, og det „E lskeligheds-Princip , der paa eengang kunde kaste et Lysglim t ind i Svends skumle K a rak te r og danne et Punkt, om hvilket Gratien, Festligheden og det ridderlige Galanteri kunde dreie sig “ , personificeredes i Astrids Skikkelse, Svends Datter, der tilbeder sin Fader, paa samme T id som hun besjæles a f K jæ rlighed til Valdemar, hvis F lu g t hun begunstiger. Den saaledes tilveiebragte Handling gjennemkrydsedes a f en Mængde Ep isoder, der næsten alle røbede det sikkre B lik for Balletm idlernes rette Anvendelse, medens en enkelt — som Valdemars Drøm med dens Frem tids­ blik ud over Danmarks Skjæbne, endende ved Frihedsstøtten paa V e ste rb ro ! — maatte siges at overskride den sunde Tankes eller Kunstartens Grænser, ligesom denne sidstes Fordringer paa den anden Side viste sig inkommensurable med Emnet f. E x . i Valdemars pas de deux med Prinsessen. De to Hovedmotiver vare mesterligt benyttede: Gildehallen, en prægtig Dekoration a f Troels Lund, med Kjæmpernes Vaabendans, Overfaldet, L y s e ­ kronens Nedstyrtning og Knuds Død, samt S laget, hvortil et frappant Hedeparti var malet a f C. F . Christensen, virkede formelig elektriserende paa Publikum, og Frohlichs herlige Musik holdt den hele D igtning oppe i den ædle Sfæ re, som det nationale Su jet fordrede. Tilløbet til denne B a lle t vilde ikke standse; sytten Gange maatte den opføres i Saisonens Løb , og i næsten to Menneskealdre har den bevaret sin Yndest hos alle Stænder og alle Aldre, har været givet som Galaforestilling for udenlandske F y rste r og som nationalt Festskuespil for de Umyn­ dige — tilsammen henimod tohundrede Gange. Bournonville, der selv udførte Valdemars P a rti (Påtges var Svend, Vilh. Holst Knud, Jfr . Grahn Astrid), havde hidtil intet Honorar modtaget for sine Balletkompositioner, men fik for denne en Gratifikation a f 300 E d l. samt Titel a f Balletmester. Men hvad der var ham mere end dette, var den almindelige Anerkjendelse, han havde tilkjæmpet sin Kunstart og sig selv som dens geniale Mester;