DenDanskeSkueplads-II

576

DET KONGELIGE THEATER 1 8 2 5 — 4 9 .

18 32 og gik fem Gange i Saisonens Løb , modtagen den første A ften med enthousiastisk B ifald a f det musikkyndige Publikum, men uden E vn e til i Længden at fængsle en bredere T ilhører­ kreds, livad baade Texten og den mangelfulde Theaterudstyrelse bar deres Del a f Skylden for. Da Operaen gjenoptoges 1865 i omarbeidet Skikkelse, g ik den fire Gange over Scenen. I April og Mai lb 35 opførtes Treakts-Operaen „ O o r s a r e r n e “ , L ib re t­ toen a f Hertz; ogsaa'den vakte stor Opmærksomhed, men holdtes dog kun paa Repertoiret fem A ftener. Med Musiken til Oehlen- schlågers „O laf den H e llige“ , „Knud den S to re “ og „F isk eren og hans B ø rn “ , til Heibergs „S y v so v e rd a g “ , Andersens „Maurer- p igen “ og Borgaards „Undine“ , med Balletmusik til Bournon- villes „Fan tasiens 0 “ og Ouverturen til „H akon J a r l “ ved lige­ holdt Hartmann Forbindelsen med Theatret og forøgede med disse udmærkede Arbeider den Glans, der mere og mere bredte sig om hans Navn. Men en mere selvstændig dramatisk K om ­ position ydede han først 1846, da det romantiske Syngespil „ L i d e n K i r s t e n blev opført den 1 2 . Mai. H. C. Andersens Text var ti A a r gammel og havde først været i B redals Hænder, da Hartmann fik den. Dens dramatiske Spænding er kun r in g e : en Situation, hvis let knyttede og ligesaa let løste Knude ikke overskrider Idyllens Grænser. „T itelen — siger en a f Hart- manns B iog ra fe r — peger allerede paa en betegnende Maade hen paa et Grundtræk ved S tykket, med Hensyn til hvilket dets D igtei og Komponist ere mødtes i sjelden Forstaaelse, nemlig dets eiendommelige Kvindelighed. Det hviler i Stemning, det higer ikke efter Handling eller store K arak terer, og a f dets sex Personer ere endog de fire Kvinder. Der er en Ro og barnlig U skyld over selve Liden K irsten , den nylig udsprungne Rose, der v illig føier sig efter Moderens Ønske om at begrave sin Ungdom i K lo stre t; der er en Blødhed over den fra M iklagard hjemvendende R idder, Barndomsvennen Sverkel, hvis P a rti er skrevet for den indsmigrende Ba ry ton ; der er endelig en „Renhed i Tanken“ over det Hele. E n Særegenhed ved S tykke t er den Offentlighed, hvormed A lt foregaaer, idet K o re t næsten uafladelig er paa Scenen og deltager i eller danner Baggrund til Hand­ lingen, hvilket kaster et antikt Skjæ r over Operaen.“ Hvad der imidlertid udgjør dens egentlige, ubeskrivelige, men derfor ikke