DenDanskeSkueplads-II

LINDGrKEEN.

5 3

Titelrollen i den gamle Komedie „Crispin som Fader“, Magister Schnudrian i Kotzebnes forskrækkelige F emaktslystspil „Sorger uden Nød og Nød uden Sorger“, Twastle i Oehlenschlågers „Robinson i England“, den slyngelagtige Birkedommer i Fru von "Weissenthurns „Godset Sternberg“, Gartneren i „De mis­ tænksomme Ægtefolk“ o. il. Hvor ægte Følelse skal gjennembryde en komisk Skal for at yttre sig, hvor det Rørende og det Snurrige ere tæt sammenvoxede og virke med Taarer og Smil paa en og samme Tid, altsaa paa det egentlige Humoristiskes Omraade, havde Lindgreen et Felt, hvor han har vundet nogle af sine fyldigste Laurbær; hans Rolle i den ovenfor nævnte „Hjemkomne Nabob“, som han ogsaa senere i Tiden valgte til sin Jubilæumsbenefice, er et Vidnesbyrd herom. Men hvor det Gribende, det Ædle og Alvorlige fremtræder selvstændigt, uden at være gjennem- brudt af Humorens Straalespil, der savnede hans Personlighed Evne til at illudere, og Spillet blev upaalideligt. Naar han en og anden Gang forsøgte sig indenfor disse Enemærker, var det, fordi han ikke mindre end saamange andre Skuespillere var et Offer for den Fiktion, at han just udenfor sit sædvanlige Fag vilde kunne yde noget Fortræffeligt. Det var ham saaledes om at gjøre at komme til at spille den gamle Oberst i Rahbeks rørende Skuespil „Forføreren“, en ædel Mand, der rejser omkring for at finde og afstraffe den Skurk, der har bragt Skjændsel og Sorg over hans Hus. Men med hans Personlighed kunde Publi­ kum ikke forbinde Forestillingen om den ædle Pathos i ren, isoleret Form, Minderne fra hans komiske Repertoire fulgte hans. Fremstilling i Hælene, og den vakte L a tte r, hvor hele Situationen var lagt an paa at ryste og gribe. Til andre Tidei var det Theatrets Bestyrelse, som tvang ham ind i Roller, der for den mest overfladiske Betragtning maatte vise sig at ligge udenfor hans Rækkevidde, som da han spillede Polonius i „Hamlet“ uden Hensyn til, at den Komik, hvormed denne Figur skal fyldes, er af en ganske anden fin og skarp og hofmands­ mæssig Art end det brede Lune, Lindgreen raadede over; heller ikke Battista i „Correggio“ kunde han give den italienske Slyngelagtighed, Rollen skal udtrykke. Hans nationale Særpræg