DenDanskeSkueplads-II

FRU GYLLEMBOURGS SKUESPIL.

5 0 7

m indre end god t og v e l halvtred sind styve Opførelser. — Hei- berg s tid lig e U n g doms d igtn ing „ P o t t e m a g e r W a l t e r “ b le v frem d raget v ed en Somm erforestilling 184 5 , men g ik ik k e over paa R ep e rto ire t; H o lst spillede W a lte r, Mad. Holst R o sa og F r u H e ib e rg Grisola, men den øvrige 'Und erstø ttelse v a r for m aad elig til at kunne bære S ty k k e t, der v a r h astig t og o ver­ flad isk indstuderet. „H verd ag sh isto rie rn es“ Fo rfa tter, F ru Th. Chr. G y 1 1 em ­ b o u r g (1778 — 1856), P . A . H eiberg s tid ligere Hustru og J . L . H eiberg s Moder, vovede sig under sin Søns Æ g id e op paa Scenen , sagten s fo rfø rt a f hans Exem pel, der viste, hvor lang t hurtigere og k ra ftig ere man virk ed e paa sin Sam tid ved at b ruge levende Mennesker som T o lk fo r sine T an k er end ved at binde dem til B og stav en , hvis P ropaganda maatte øves i Stilhed og under fire Øine. Under sin Søns N avn indsendte hun tre omtrent sam tidigt sk revne S ty k k e r til det kongelige T h e a te r: „F re g a ts k ib e t S v an e n “ , „ M a g t o g L i s t “ , D ram a i to A k ter, og „ S p r o g l æ r e r e n “ , Sk izze i een A k t. K u n de to sidste b le ve an tagne til Opførelse. „M ag t og L is t “ spilledes første G ang den 18 . Ja n u a r og sidste G ang den 19 . M ai 18 3 2 , ialt kun de to O p fø relser; der v a r fo retaget nogle F o rand rin ge r mellem de to F o re stillin g e r, med de kunde ikk e redde S ty k k e t fra Udp ibn ing; det v a r fo r d ristigt i det Problem , det stillede: Nødløgnens betingede B ere ttigelse, og fo r sv a g t i den dramatiske B e g ru n ­ delse. „Sp ro g læ reren “ , mere tilskaaren efter den konven tionelle Læ st, gjo rd e derimod L y k k e 18 3 2 og g ik i noget over sy v A a r en Snes G ange over Scenen, især baaret a f J f r . Jø rg en sen s udmærkede S p il som F r u B erg e r. H en rik H e r t z v a r siden „G jen g an g erb re v en e“ , „Am ors G e n istreg e r“ , „D ebatten i Po litivennen “ , „Sp arek a ssen og de andre A rbeid er, i h vilk e han theoretisk og p rak tisk sluttede F ø lg e med H eiberg, b leven en kjæ r Omgangsven i dennes H jem. E n Fo rm id d ag i V in teren 18 3 6—37 kom han, som saa ofte, ud i B ro g ad en p aa K ristian sh a vn og sagde paa sin egen beskedne Maade til F ru en i H u set: „K jæ re F ru H e ib erg ! J e g har, med Skam at tale om, atter sk revet et S ty k k e og længes meget efter at høre, h vad D e og H eib erg v il synes derom. J e g er saa bange for, at D e skal have noget imod den Ro lle, som jeg ønsker De