DenDanskeSkueplads-II

42

DET KONGELIGE THEATER 1801— 25.

— Vandbæreren Michelli i Oherubinis ligesaa musikalsk ynde­ fulde som dramatisk spændende Syngestykke „De to Dage“ . En enkelt Episode af Knudsens Udførelse bar Overskou givet en Skildring af, der saameget mere bør gjentages her, som den Slags anskueliggjørende Referater desværre ere altfor sjeldne i vor dramaturgiske Litteratur. Situationen er den, at den land­ flygtige Præsident er skjult i Vandbærerens Hus, hvor han efter­ søges af en Deling Militair under Anførsel af en Oberst. „Da denne har spurgt Michelli, 0111 flere end de opgivne Personer have Bopæl hos ham, og han med tilkjæmpet Fasthed har svaret: ja, hans Fader, som ligger henne i Sengen og sover, vil Obersten gaa derhen for at se, om det er saa. Nu var Knudsens Spil i hele denne Scene følgende: Ved Oberstens første Bevæ­ gelse imod Baggrunden gjennembæves Michelli af Rædsel for at han skal opdage, at det er den eftersøgte Præsident, der ligger i Sengen: hans Træk ere stive, overvældet lukker han Øinene for det kommende Forfærdelige og er paaveie til at udstøde et Smertensskrig ved at det skeer; men med rask Voldsomhed tager hans faste Villie pludselig igjen Herredømmet over Angsten; han springer snarraadig, med et let og hurtigt Skridt, henimod Obersten, som derved standser, og beder, staaende i Springet med fremadbøiet Overkrop og et tillidsfuldt bønligt Smil, i en ærbødigt fortrolig Tone med dæmpet Stemme, som kjærlig Søn og trohjertig Mand, at han vil være lidt varlig, for ikke at vække den Gamle. Obersten lover ham det og fortsætter sin Gang. Nu staaer Michelli vendt mod Tilskuerne , men skottende over Skuldrene mod Baggrunden efter Obersten; al hans Tanke er lammet under Spændingen af dette frygtelige Øiebliks Udfald, enhver Mine, det hele Legeme er som forstenet, kun hans Blik viser, at hans ganske Sjæl er hos Obersten og følger enhver af dennes Bevægelser, da han medlidende betragter Krykken ved Sengen, aabner Gardinet, rører ved Overdynen. Men under denne Stillestaaen af Livet bevæger den venstre Haancl sig mekanisk, som om den slet ikke hørte den forstenede Skikkelse til, famlende ned i de vide Benklæders Sidelomme, og faaer langsomt Savoyarclens Snusdaase o p ; den høire Haand gaaer, Michellis Villie ligesaa ubevidst, hen til Daasen, tager Laaget af og griber en Pris mellem Fingrene; — efter denne Bevægelse