DenDanskeSkueplads-II

459

„ o m

v a u d e v i l l e n “ .

„R e cen sen ten og D y re t“ b le v antaget. Men v ed F ø rsteop førelsen fa ld t det fu ld stæ nd igt til Jo rd en . Man v a r mødt med en fo rud ­ fa tte t M ening om det U h ø visk e i F rem stillingen a f D yreh avs- løierne og fø lte sig nu æ rgerligt skuffet ved den D isk retion , h vo rm ed de vare benyttede som en let B agg ru n d fo r en snart g ro te sk -k om isk , snart gratieu s-ero tisk H and lin g ; man havde sp id set Munden paa en Skand ale i R e tn in g a f person lig P ersi- flage og saae nu, at man havde feilet i sin F o rven tn ing , men tab te saa med det Samme In teressen fo r T ite lfigu ren , trods R o sen k ild es elskvæ rd ige Spil. Mathed hvilede over T ilsk u e r­ plad sen , og Tæppet fald t under Hyssen . D a foretog H eib erg en m esterlig tak tisk B evæ g else. Han form aaede D irektionen til i et T idsrum a f henved tre M aaneder at holde hans V au d e v ille r ude a f R ep erto iret og sk re v i denne Mellemtid, til O rientering fo r Publikum , sin dram atu rgiske U nd er­ søgelse „Om V aud evillen som dram atisk D ig ta rt og om dens B e ty d n in g paa den danske S ku ep lad s“ . A fh and lin gen er rig paa træ ffende B emæ rkn inger om Publikum s Fo rho ld til K un sten som om F o rh o ld e t mellem K un startern e indbyrd es, og den bæres af en S elvb evid sth ed , der viser, at H e ib erg fu ld elig k jend te sit eg et Væ rd og sin B e ty d n in g for L itte ra tu r og Theater. Dens fø rste Del, i h vilken de æsthetiske Grænselin ier fo r V aud evillen d rag es og dens B e re ttig e lse som dram atisk D igta rt fastslaaes, er det ik k e her S ted et at dvæ le ved. D es større Opmærksomhed fo rtjen e r P aavisn in gen a f dens B e tyd n in g fo r Skuep lad sen som O vergangsled til en national L y stsp ild ig tn in g , dei kan gjø re E n d e p aa det jamm erlige Fremmedherredømme, hvo runder Scenen altfo r længe har vaand et sig. Publikum har ved V aud evillen faa et n y In tere sse fo r det Lok a lkom iske , „o g derved — siger H e ib e rg — er V eien til en n y Nationalkom edie b le ven ban et; hvis v i derfor skulde faae et eller andet god t lokalt L y s ts p il og samme skulde b liv e op taget med B ifa ld , saa tilsk river je g m ig en ik k e ringe D el a f Æ re n derfor og finder, at je g har g jo rt Sm agen en T jeneste, som alle vo re Sm ags-P ræd ikan ters H an egal ei er istand til at op v e ie “ . D en Fo rven tn in g , H e ib erg an tyder med d isse Ord, b le v opfyld t hu rtigere og i et fyld igere Omfang, end han kunde ane i N edsk rivn ingen s Øieblik.