DenDanskeSkueplads-II

DET KONGELIGE THEATER 1825—49.

3 8 2

havde en levende Fantasi, slagfærdig Vittighed og megen Sands for det Komiske, men Karakteren havde en blussende Heftighed og Selvraadighed, som den mangelfulde Opdragelse ikke havde formaaet at ave. Hun havde den Forestilling om Ægteskabet, at dets Lykke for en Del beroede paa, at Mand og Kone havde samme Virksomhed, og hun besluttede derfor at gaa til Theatret, ledet af den ikke usædvanlige Misforstaaelse, at Færdighed i at eftergjøre Stemme og Udtryksmaade er ens­ betydende med Skuespillertalent. Hun fik Sangundervisning af Siboni og fandt en hjælpsom Veninde i Jfr. Jørgensen, og allerede den 22. December 1832 optraadte Mad. Cha r l o t t e Ph i ster som Josepha i Kotzebues „Armod og Høimodighed“ , det samme Stykke, hvori hendes Fader havde debuteret en Menneskealder tidligere. Forsøget faldt nogenlunde tarveligt ud; kun nogle Enkeltheder vandt Paaskjønnelse, det Meste var Middelgods, uden Spor af den stærke Individualitet, der ellers traadte frem hos hende. Hendes næste Rolle var i Syngestykket „Fanchon“ , i hvilket hun haabede at skulle feire en Triumf ved sine musikalske Midler. Men „selv her var hun nær kommen tilkort,“ fortæller Faderen; „thi da hun skulde begynde en lille Arie, glemte hun at falde ind strax og neiede bønligt ned mod Schall, som førte an. Men han kunde ikke gjøre det om igjen og rystede paa Hovedet. Nu fattede hun sig, faldt rask ind i næste Takt og sang sin Arie saa godt, at hun vandt et stor­ mende Bifald, der neppe vilde holde op igjen.“ Oehlenschla- ger tilføier dog, at denne Deltagelse mindre gjaldt Sangerinden end den folkekjære Digters Datter, og ialfald bevægede den ikke Direktionen til at ansætte Mad. Phister som Skuespiller­ inde; den tilbød at give hende Plads som Elev, hvad hun ikke vilde indlade sig paa, og da hun henvendte sig direkte til Frederik den Sjette, svarede han hende, at hvad der i denne Henseende besluttedes af Mænd, som ifølge deres Embede maatte være de rette Sagkyndige, vilde han ikke omstøde. Saa trak hun sig tilbage, og kun lidt over to Aar senere var hendes stærkt flammende Livslys udbrændt. Efter Fødslen af sin anden Datter døde hun den 12. Marts 1835. „Jeg besøgte hende daglig efter Barselsengen,“ fortæller Oehlenschlager i sine Erin­ dringer, „og havde dog endnu Haab. Jeg havde just nylig