DenDanskeSkueplads-II

•

DET KONGELIGE THEATER 1825—49.

3 8 0

borgen“ , Rosalie i „Apothekeren og Doktoreg“, Papagena i „Tryllefløiten“ , Constance i „De to Dage“ , Rosine i „Barberen“ og fremfor Alt Susanne i „Figaros Bryllup“, en af de sidste Roller, der overdroges hende, men tillige den, i hvilken hendes skj elmske Munterhed og naturlige Gratie forenedes med et høit udviklet Sangforedrag til den fuldkomneste Kunstnydelse. Det var et føleligt Tab for Theatret og en stor Skuffelse for dets Publikum, at Mad. Stage tog sin Afsked kort efter sin Mands Død; hun havde i Sommeren 1845 været i Paris og sunget med Garcia, men har muligt ikke kunnet udholde dennes Stemme­ gymnastik, thi en Halslidelse blev i Afskedsansøgningen anført som Grund til, at den yndede Sangerinde ønskede at trække sig tilbage efter kun tretten Aars Theatertj eneste. Hendes sidste Optræden (Juliane i „Røverborgen“) fandt Sted paa Aars- dagen for hendes Debut, den 10. Mai 1847. Den ypperlige Tenorstemme, stærk, klangfuld og om­ fangsrig, formaaede ikke i Længden at bringe de Ufuld­ kommenheder iglemme, der klæbede ved Rasmus Chr i s t i an F a a b o r g som dramatisk Sanger. Han var en Møllersøn fra Odense-Egnen, født den 5. Oktober 1811, blev Student i en Alder af atten Aar og tog anden Examen 1830. Et Tilfælde gjorde Etatsraad Kirstein i hans Direktionstid opmærksom paa den unge Regensianers klingre Røst, der hørtes viden ud over Nabolaget i den stille Aften, og han opfordrede Faaborg til at tage Undervisning hos Siboni, for at uddanne sig til Operasanger. Debuten fandt Sted den 16. Mai 1835, og somRodolphe i „Den lille Rødhætte“ vakte han ikke liden Opmærksomhed ved den bravourmæssige Udførelse af Partiet. Allerede dengang havde hans høie Skikkelse Tendenser til at udvide sig til det Kolos­ sale, og som Elsker var han kun lidet præsentabel; Heltefaget maatte blive hans Domaine, men hans tiltagende Omfang gjorde ham ogsaa her en værdig Optræden vanskelig, saameget mere som han var saa temmelig blottet for Begreb om scenisk Kom- portement og enten tolkede sine Følelser med et Flegma, der var komisk i sin totale Mangel paa Affekt, eller søgte at mande sig op til en lidenskabelig Gestikulation, der blev grotesk i sin Overskridelse af Skjønhedsgrænsen eller i sin Uvidenhed om dens Existens. Hvor en Rolle som f. Ex. Amenophis i „Moses“