DenDanskeSkueplads-II

DET KONGELIGE THEATER 1825—49.

876

Hansen som et Surrogat, der muligt kunde gjøres et Forsøg med. Marschner fattede en anden Mening om kam, da han først havde hørt og seet ham, og betroede uden Betænkelighed Partiet til den fireogtyveaarige unge Mand. Hans Tillid blev ikke skuffet. Den 13. Mai, da den skjønne Opera begyndte sin Triumfgang over vor Scene, blev ogsaa Christian Hansens kunstneriske Fødselsdag. Rollen klædte ham udmærket, baade for dens sværmeriske og for dens lidenskabelige Elementer havde han fundet det rette Udtryk, og skjøndt det Lyse var hans Naturs Kjendemærke, kom den urolige Bjergaands mørke Tungsind fuldt til sin Ret i Hansens Fremstilling. Dertil kom, som det Yæsenligste, hans overraskende skjønne Udførelse af det Musikalske. Stemmen var baade kraftig og blød, men det var især ved et ubeskriveligt følelsesfuldt og smeltende Timbre at den sang sig ind i Alles Hjerter og gjorde sin Indehaver til Aftenens Helt og fra nu af til en af Operascenens vigtigste Støtter. Efter Marschners udtrykkelige Ønske sang han Aaret efter Marchesens Parti i „Slottet ved Ætna“ . ligesom han efter Kirchheiner, hvis Repertoire for en stor Del tilfaldt ham, over­ tog Bois-Guilbert i den samme Komponists „Tempelherren og Jødinden“ . 1839 blev han kongelig Skuespiller og skabte blandt andre Operaroller sin herlige, mandigt faste og varmt følende Vilhelm Tell, den lunerige Falskmøntner Rebolledo i „Kron­ juvelerne“, den gemytlige, kjække Sømand Lazarillo i Rungs „En Bolero“, Hertugen af Nevers i „Hugenotterne“ og Peter den Store i „Czar og Tømmermand“ . En særlig fremragende Plads i Chr. Hansens Kunst indtager hans Sverkel i „Liden Kirsten“ ; den Kjæmpevisens romantiske Tone, som klinger gjennem Text og Musik, fandt sin rette Sangbund i hans Naturel, og der hvilede over den hjemvendende Ridders Personlighed, med dens Glæde over atter at være i „sit kjære Danmark“ , en Stemning saa freidig og frisk, „saa dansk og fager som lysblaa Kornblomst i Rugens Ager.“ I det ældre Repertoire havde han Glansroller som Figaro i Mozarts Opera, som Vandbæreren i „De to Dage“ og fremfor Alt som Don Juan. Kan Forførerens Rolle muligt gives med mere Gratie, saa vil der dog vanskeligt kunne lægges mere bedaarende Magt, mere sprudlende Livs­ fylde i den, end Chr. Hansen raadede over, og skjøndt han