DenDanskeSkueplads-II

DET KONGELIGE THEATER 1825—49.

374

og uden videre Ceremonier sendt bort — med Undtagelse at Chr. Hansen. Hans kjønne Ansigt og ungdommelige Skikkelse havde fanget Sibonis Øie, og efterat han havde prøvet hans Stemme, fandt han dens bløde Metal saa sympathetisk i Klangen, at han tilbød ham privat Undervisning, indtil der maatte blive en Plads ledig i Konservatoriet. Overfor denne Velvillie, der aabnede ham Døren til det forjættede Land, faldt det haardt for en begeistret Kunstnernovice at maatte tilstaa, at han var mødt til Prøven uden sine Forældres Tilladelse i Haab om, at den strax skulde skaffe ham et Levebrød, og at man i Hjemmet havde ganske andre Planer med ham: han skulde være Sko­ mager. „Skomakere!“ udbrød Siboni indigneret. „Tu hikke blive Skomakere. Tu blive stor Sankere.“ Hansen tvivlede paa, at Forældrene vilde give deres Samtykke til denne For­ andring af Livsbane, men Syngemesteren svoer paa, at det skulde han nok sætte igjennem, han vilde selv tale med hans Fader og Moder. Og virkelig, en skjøn Dag traadte den smukke, statelige og fornemme Personlighed ind i Beværtningen paa Toldbod- veien og forlangte at faae Madam Hansen i Tale. „Si aben en Sohn, an blive Sankere!“ begyndte han Forhandlingerne. „Nei, han skal være Skomager!“ var Moderens Svar. Og nu begyndte der en grotesk Skjændeduet mellem den hidsige Italiener, der paa sit Miskmask af forskjellige Sprog vilde vindicere det unge Menneske for Kunsten, og den kjøbenhavnske Madame, der ikke mindre hidsigt og paa bredt Dansk lod ham forstaa, at han ikke havde noget at sige over andre Folks Børn. De slog i Bordet for hinanden, og tilsidst blev Italieneren saa desperat, at han vilde tage Chr. Hansen med sig med det Samme og være ham baade i Faders og Moders Sted. Stormen lagde sig dog, da man havde faaet Tid til at tænke sig om, og Stridens Æble faldt i Konservatoriets Skjød. Her gjorde den livsglade unge Elev alle de Vildskaber og Kaadheder med, der hørte til Dagens Tone ved dette just ikke for sine mønsterværdige Sæder bekjendte Institut, men han gjorde tillige betydelige Fremskridt i sin Kunst og var baade ved Talent og Arbeidslethed blandt de mest fremragende Elever, især i Musik, hvori han havde J. P. E. Hartmann til Lærer, og i Sang, hvori Siboni gav ham omhyggelig Undervisning, paa