DenDanskeSkueplads-II

DET KONGELIGE THEATEE 1825—49.

3 7 2

Simonsen stillede hun nu og da saa høie Krav til Direktionen, at Buen omsider brast og hendes Afsked blev hende tilstaaet ved Udgangen af Saisonen 1834—35. Hendes Fraværelse fra Scenen blev dog heldigvis ikke af lang Varighed. Allerede i April 1837 begyndte hun, efterat gjensidig Imødekommenhed havde bragt de omtvistede Forhold i ønskelig Orden, sin Virksom­ hed paany. Desværre blev den ikke at saa lang Varighed, som hendes Sangs mange og varme Beundrere kunde have ønsket. En svagelig Helbredstilstand tvang hende til mere og mere at trække sig ud af Repertoiret; den 20. November 1848 optraadte hun for sidste Gang som Donna Anna i „Don Juan“ , og allerede Aaret derpaa, den 3. Mai 1849, døde hun i sin bedste Alder, tre Aar efter Sønnen Niels Juel Simonsens Fødsel. Mad. Simonsens Stemme og Sangkunst hørte til det Brillanteste, vor Opera har havt at opvise; hendes Spil kom derimod aldrig ud over en vis Tilbageholdenhed eller Ubehjælp­ somhed, som hun ikke havde Evne til at overvinde, og som til en vis Grad maatte skade Virkningen af hendes Fremtræden, især i Betragtning af Sopranens som oftest indgribende Delag­ tighed i Operaens Handling. Medens hendes Plads i det ældre Musikdrama var given af sig selv, kunne blandt de Partier, hun skabte herhjemme, følgende fremhæves: Alice i „Robert af Nor­ mandiet“ , Adelheid i „Slottet ved JEtna“, Titelrollen i „Ambas- sadricen“, Elvira i „Puritanerne“ , Angela i „Den sorte Domino“ og Dronningen i „Hugenotterne“ . J ø r g en Chr i s t i an Hans en var et ægte Kjøbenhavner- barn, født den 24. Mai 1812 paa Toldbodveien, hvor hans For­ ældre drev en lille „Hauge, Keglebane og Beværtning“ , som havde ganske god Søgning af Almuesmænd og Søfolk. Hos Stamgjæsterne blandt disse fik den kjønne og livlige Dreng snart Ry for at være noget af et Vidunderbarn, thi da han tidligt havde røbet afgjorte musikalske Anlæg og Faderen til Fremme af disse havde kjøbt ham en Violin, gned Christian Instrumentet aarie og sent til sit Publikums store Beundring og under dets lydelige Paaskjønnelse. Det tjener til Faderens Roes, at han havde Sands for at skaffe sin Søn en regelbunden Uddannelse af hans Evner, og et heldigt Tilfælde magede det