DenDanskeSkueplads-II

KIRCHHEINER.

3 6 1

var han forlegen og ufri, naar han stod paa Scenen, hans Ansigt savnede Udtryk for den rolige Følelse, og Talestemmen havde den militaire Kommandos Styrke, men tillige dens stakkaterede Haardhed. At disse Feil endog skulde forvandles til Fortrin, da Kirchheiner senere fandt sit rette Rollefag, lod sig ikke ane af hans Debut som Girolamo i Paërs „Agnese“ den 1. Septem­ ber 1823; Partiet gav ham kun liden Ledighed til at vise Stemmens ægte Tenorklang og var ogsaa i andre Henseender utaknemligt. I den følgende Maaned fik han sin anden Debut

som Aimar i „Røver- borgen“ , og her aaben- barede Røsten sig i sin fulde Skjønhed og Glans, medens hans Spil som Elsker endnu havde alle Begynderens Mangler, der traadte dobbelt tydeligt frem ved Siden af en Elskerinde som Mad. Wexschall. Som Georges Brown i „Den hvide Dame“ blev hans mditaire Aplomb ham en god Støtte; hans Optræden var mandig og fri, hans Spøg let ogkjæk, hans Stemning varm og hans Sang saa

K i r c h l i e i n e r . Tegnet af N. Simonsen.

bedaarende skjøn, at han med denne Rolle — 30. Oktbi. 1826 — i et Nu erobrede sig Plads som den bedste fienoi i den ild­ fulde ungdommelige Genre, Theatret hidtil havde kjendt. Men endnu fortræffeligere viste Kirchheiner sig at væie i Roller, hvor Ildfuldheden skulde stige til Lidenskab, hvor Heftighed, Trods, Begeistring og kraftfuldt Heltevæsen skulde udtrykkes gjennem den fremstillede Personlighed; i saadanne Partiel støt­ tedes hans Naturel af hans mandige Ydre, og som uovergaaede Præstationer af denne Art nævnedes endnu længe eftei hans Bortgang fra Scenen hans Masaniello i „Den Stumme , hans Fia