DenDanskeSkueplads-II

DET KONGELIGE THEATER 1825—49.

3 5 0

sig beskrive; men saameget er vist, at jeg virkelig Intet saae tydeligt, naar Øiet saaledes vendtes indad, uagtet det stod aabent. Da jeg naturligvis ikke selv kunde se mit Øies Udtryk, stod endnu tilbage af en Anden at erfare, hvorledes dette saae ud. Jeg sagde derfor en Aften til Heiberg: „Siig mig, hvorledes mine Øine se ud, naar jeg staaer med dem paa denne Maade, thi saaledes agter jeg at se med dem i Kong Renes Datter.“ Han saae nu paa mig, beroligede mig med Hensyn paa min Frygt for at skele og syntes, at Øiet virkelig antog et mat, men rørende Udtryk, saaledes som man ofte seer det hos Blinde, hvis Øine ikke bære Præg af Sygdom, men som have den indadstraalende istedenfor den udadstraalende Glans. Jeg blev meget glad over at høre dette og fandt nu Vanskeligheden hævet. Forresten bevirkes Illusionen, foruden ved Øiets Udtryk, især ved det Plastiske i Gang og Bevægelser. En Blind, selv en saadan, som Forfatteren her har skildret, der i en ualmindelig Grad ved Vanen er bleven Herre over Savnet af denne Sands, gaaer altid med en vis Varsomhed, idet Hænderne stedse ere lidt forud for Legemet, for at disse, ligesom det er Tilfældet med Dyrenes Følehorn, kunne møde det, som staaer En iveien. En egen Lytten med Øret der, hvor en Seende vilde bruge Øiet, er ogsaa gjennemgaaende hos den Blinde; naar Kogen f. Ex. kommer ind ad Døren, da vender den Seende strax Blikket derhen for at erfare, hvem det er; den Blinde derimod Øret, og saaledes fremdeles. Der hører derfor en overordenlig Opmærk­ somhed paa sig selv til en saadan Udførelse, for paa intet Punkt at forglemme sig. Ogsaa Stemmens Betoning og Klang maa hjælpe til for at tilveiebringe Indtrykket af Blindhed. Det er ganske naturligt, at ligesom den Døve ofte taler med en klangløs Stemme, kun lidet nuanceret, fordi Øret ikke stødes af Lydens Monotoni, saaledes kan man forstaa, at den Blinde i høi Grad netop lægger Vægt paa Stemmens Vellyd, thi gjennem dennes Toner har han sin hele Kundskab til det Individ, der staaer for ham. For ham gjælder den Talemaade dobbelt: Tal, at jeg kan se Dig! Derfor have de Blinde som oftest en smuk, melodisk og blød Stemme, med ligesom en Sordin paa; det vilde forekomme En unaturligt, om en Blind talte meget høit og skingrende, thi dette saarer og støder Øret, denne for den