DenDanskeSkueplads-II

DET KONGELIGE THEATER 1825—49.

344

Indignation Lu ft, fordi han er saa lidet diskret angaaende sit Forhold til hende, at dette endog er blevet Emne for en dramatisk Scene, som man har opført paa et Deklamatorium: „og de To, som spillede os, skal have lignet os saa livagtig, at Enhver kunde tage og føle paa, at det skulde være os; tænk bare, at han, som forestilte Dig, er en gammel K a rl, der hedder Rosen ­ k ilde; han havde maiet sig saadan ud, at han saae ud som en Skoledreng. Patter Du den hele grænseløse U lykke a f at blive indført paa Theatret saaledes som man staaer og gaaer i det hæderlige H ve rd ag sliv ?“ A t „Aprilsnarrene“ seirrigt overvandt den Misstemning, der baade i æsthetiske o g i mere jevn t borgerlige K red se var vak t mod den nye V audeville ved R yg te t om dens pietetløse Satire over et saa fredhelligt Omraade som det private Undervisningsvæsen, skyldtes først og fremmest den unge Debutantinde. E n stor Del a f Publikum var mødt i den be­ stemte Hensigt at demonstrere mod Forfatterens Fripostighed, og Resten sad i spændt Forventn ing om, hvorledes Oppositionen vilde føre sin S ag og hvilket Udfald dens Protest vilde faae. E n afgjørende Vending i den kritisk iagttagende Situation indtraadte, da Trine R ar, hvis hele Fremtræden allerede havde vak t Sympathi, naaede til Sangen „D er er i Himlen en Dreng saa smuk ;“ det barnligt Yndefulde i det Skjelmeri, hvormed den blev foredraget, og den Følelse, som kom tilorde igjennem den, henrev Tilskuerpladsen til et lydeligt B ifald , der brød frem med forøget K ra ft, da Trine traadte hen for Lamperækken for at synge Vaudevillens Slutningsvers. Den endnu ikke fjortenaarige Fremstillerinde levede i sine Tanker og Drømme saa fjern t fra den V irkelighed, der omgav hende, at det først efter flere Op­ førelser g ik op for hende, at det B ifald , S tykket vandt, for en Del skyldtes hende. Des klarere stod det strax for J . L . Heiberg, hvilke usædvanlige E vn e r den unge P ige var i Besiddelse af. „Den flyvende P o sts“ K ritik forudsagde hendes vordende Betydn ing for Scenen og blev hende en kynd ig Protektor. A llerede i Janu a r 1827 hed det i Anledning a f hendes Frem sigelse a f det blodige Barn s faa Ord i „Macbeth“ , at „dersom vort Theater kjendte sin egen Fo rde l saa godt som mangt et udenlandsk, saa vilde denne unge Skuespillerinde allerede være en Guldmine