DenDanskeSkueplads-II
835
To Skuespilroller a f det klassiske Repertoire fortjene at nævnes for sig selv som særlige Høidepunkter a f Pliisters komiske Kun st: Moliéres Scapin i „Skalkestykkerne“ og hans Sganarel i „Don Ju a n “ . „Scapins Skalkestykker“ havde ikke været spillet i fireogtresindstyve Aar, da det ved en Sommer forestilling den 1 1 . Ju n i 18 4 1 kom frem i en ny Oversættelse og med Phister i Titelrollen. Det havde indtil da oplevet treog tyve Opførelser — nu har det i de siden den Tid forløbne halv hundrede A ar faaet yderligere over halvandethundrede Fo re stillinger at se tilbage paa. Denne Gjenfødelse skyldes udelukkende Phisters uforlignelige Scapin, hvis Tradition er bleven fortsat a f hans yngre E le v : en dramatisk Ydelse saa fuld a f Gratie og Lune, L iv og Lystighed, ligesaa sikkert ud kastet som gjennemført og fyld t med en saadan peisonlig Festivitas, at Molieres egen Scene ikke v il kunne overtræffe den. Ogsaa „Don Ju a n “ blev efter en mangeaarig Hvile og i en ny Oversættelse gjenoptagen efter Skuespillernes eget In itiativ ved en Sommerforestilling den 15. Ju n i 1844 og gik derfra over paa det ordinaire Repertoire, efterat have givet M. Wiehe som Don Ju a n og Phister som Sganarel Leilighed til at vise sig paa det høieste Trin af, hvad danske Skuespilkunst har kunnet yde. F r a den første Monolog med dens filosofiske Betragtn inger over Snustobakkens Væsen og Egenskaber til Stykkets Slutningsreplik, hvor Sganarel klager sin Nød, fordi hans tilgodehavende Løn er gaaet fløiten med samt hans Herre, var denne Tjenerskikkelse et sprudlende Væld af Humor, Molieres Kom ik i den fuldkomneste Legem liggjørelse. Denne Rolle har været forsvunden fra Scenen i de sidste femogtyve Aar, skjøndt Opgaven skulde synes baade at maatte friste og at ligge foi Phisters E fterfølger. . Som alle Kom ikere har Phister havt en Drift i sig til at betræde ogsaa det F e lt a f Karaktermaleriet, hvor et rørende eller naivt Element er om ikke fremherskende, saa dog saaledes iblandet det Kom iske, at Fremstillingen maa virke med væsen ig andre Midler end de sædvanlige. F o r en Kunstner med saa eminente Evn er maatte Forsøget være lokkende, og “ ls^ k1^ 1 Ordets almindelige Forstand kunde det aldrig, selv om n ry ikke b lev helt ublandet. Roller a f denne A rt havde han f. E x .(
Made with FlippingBook