DenDanskeSkueplads-II

331

PHISTFR.

Koriixen (thi Navnet forbyttes, uden at V ielgeschrey mærker det), der ledsager den forklædte Leander og staaer ham bi med den vanskelige Tale om Paafuglen og Skrivetavlen, leverer ham den R ing , som Fæ tter flyede dem til Jomfruen, skildrer den mageløse Bogholder, imod hvem han kun er som en Maddik at regne, og hans regula Petri , indtil han er lige ved at blive fangen i det vanskelige Regnestykke med Strygemaal og Top- maal og kun frelses ved Pernilles snarraadige Nødraab tilbedste for den sorte Høne. Kun en lille Pause, og han kommer atter frem, fuldstændig omskabt som Advokaten, stor, bi ed og tyk i Mælet, fuld a f alle de Pudserligheder, som hører til Oldfux’s N atur, men skjulende ham under alle en fagmæssig Ju rists doktrinaire Formaliteter, overstrømmende a f lærde Citater og opfindende i samme Nu den spanske Maade at diktere paa, som gjør et saa stort Indtryk paa V ielgeschrey, at han er lige ved at blive dens Discipel og Udøver. Saa forsvinder Advokaten, men kun for strax efter at give Plads for den krybende, under­ danige Tydsker, der ikke tør banke paa, „denn das ware allzu dreist“ , og som saa trods alle Afvisn inger og al Modstand be­ gynder at opregne sine utallige Fortjenester som „em gelehrter Mann“ og „ein Patricius von Geburt“ , der tjener par Honneur „und um die biosse K o s t“ . Det Beundringsværdige ved disse Sk ikkelser ligger ikke blot i den vidunderlige Overgang, den dybe K lø ft, som skiller Figurerne fra hinanden, og som næsten gjør det ubegribeligt, at det er det samme Menneske, v i se for os i Advokatens vide Silkekappe under den sorte A llongeparyk og i den luvslidte blaagraa Dragt med det aldeles ubestemmelige Sn it og de korte Æ rmer, den svære Thingstud og den forsultne Eventyrer. Fø lger man Træk for Træk, hvorledes hver enkelt R ep lik b liver gjeng ivet, saa kan man kun staa beundrende overfor den fuldendte Kunstner, som har udfoldet alt sit laten t og ikke agtet noget eneste lille Punkt for ringe til at hel ige det s in ' Opmærksomhed og tage det med. Hvorledes bliver f. Ex. den i sig selv monotone, men med en saa mage øs og aldrig svigtende Tungefærdighed fremsagte Remse over Universiteterne ikke moduleret og varieret! Naar han kommer til „F rank fu rt an der Oder“ og lægger det stærke E ftertry netop paa „an der Oder“ , eller naar han efter en lille Strøm af