DenDanskeSkueplads-II

PHISTER.

327

b lev det a f den største Vigtighed for Scenen som for Kunstneren, at han fik en a f denne Traditions ypperste Bærere til Veileder. F red e rik den Tredies Opdragelsesmaxime overfor Peder Schu­ macher tog Lindgreen til Rettesnor overfor sin E le v : han vilde gjøre en stor Kunstner ud a f ham, men gjøre det langsomt, og først efter flere Aars Instruktion og efter at have udført ad­ skillige Drengeroller i „Je a n de F rance“ , „Maskeraden“ , „B a rsel­ stuen“ og flere S tykke r fik Phister den 6 . Mai 1825 L o v til at op­ træde i en større holbergskRolle, nemligsom „Denpantsatte Bonde­ dreng“ — men da var ogsaa Lærerens Anvisning smeltet saaledes sammen med Lærlingens Naturel og Talent, at Skikkelsens faste Former og sikkre Holdning paa eengang røbede sin Afstamning fra den holbergske Overlevering og et rigt Fond a f individuelt Lune og frisk Intelligens hos Fremstilleren, ikke at tale om et for hans A lder sjeldent Mesterskab i Bondedialekten. Det var klart for de K ynd ige, at Skuepladsen i Phister havde vundet en Holb ergfremstiller a f Rang, om det end først blev Fremtiden forbeholdt at aabenbare hans eminente Evner i deres fulde Ud­ strækning. Denne Fremtid som Holb ergfremstiller vedblev han at nærme sig med langsomme Skridt, omhyggeligt vogtet for Overilelse a f sin besindige Mester, hvem Respekten for Holberg v ar et helligt Dogme. Der gik fem Aar, inden den næste be­ tyde lige holbergske Opgave stilledes Phister: Troels i „Barsel­ stuen“ , som han gav med en sasdan Gratie i Lunet, en saadan Blanding a f Troskyldighed og Skalkagtighed og hvad der allerede nu var en given Sag hos Phister — en saadan Sikkerhed i Herredømmet over sine Midler, at han fia nu a f kunde siges at være designeret som Lindgreens selvskrevne Afløser i det holbergske Repertoire. Omtrent paa samme Tid spillede han sin første Henrik-Rolle, Leonards Tjener i „Gert W estphaler“ , og 18 3 1 bandt han an med Henrik i „Maske­ raden“ , den vittigste og mest forslagne a f de holbergske Domestiker, udrustet med de subtileste Argumenter og det smidigste Mundlæder, snarraadig og vims, selvbevidst i Følelsen a f sine Evner, sit Værd og sin Stilling i Huset, sin egen og sin Herres bedste Ven, men paa samme Tid saa fuldt forstaaende sin sociale Position og dens Udspring, at nogle a f hans Repliker i al Korthed tegne et helt lille Livsbillede a f Tjenerstandens