DenDanskeSkueplads-II

ANNA NIELSEN.

321

„Søstrene paa K innaku llen “ , den ustandselige Spinderske, der taber L iv e t selv a f Higen efter Midlerne til at leve det. Endnu staaer tilbage at omtale det Repertoire, som Tanken vel nærmest samler sig om, naar Anna Nielsens Navn næ vn es: det tragiske. Hun debuterede lier som Elskerinden og var -sin Ungdom igjennem den uforlignelig sande og følelsesrige Fremstillerinde a f den elskende Kvinde, hvis nordiske Type i Oehlenschlågers Traged ier hun skabte i en F y ld e og Skjønhed som ingensinde før eller senere. Med den fremskridende A lder forandredes selvfølgelig hendes Repertoires Karak ter, og det tilfaldt hende at ud trykke ogsaa andre Sindsbevægelser end K jærlighedens. Overgangen vil sees, naar vi efter Tidsfølgen nævne hendes mest fremtrædende Tragedieroller i dette Afsn it a f hendes Theaterbane: Helga i „Stærkodder“ , Maria i „Væ ­ ringerne“ , Maria i „Correggio“ , Imma i „Carl den S to re“ , Thora i „Hakon J a r l “ , Nanna i „Balders Død“ , Dronning Margareta Ju tta i „Niels Ebbesen “ , L ad y Macbeth (1835) i Shakspeares og’ Maria Stuart i Schillers Tragedie, Sigrid i „O la f den H ellige“ , B e ra i „H agbarth og S ign e“ og Dronning Geruthe i „Am leth“ . Kvindelighedens reneste, skjæreste Aabenbaring, den dybe, varme Følelse — det var to Hovedsider ved Anna Nielsens kunstneriske Personlighed, og til Støtte for deres Udtryk havde hun de sjeldneste Midler i sin melodiske Talestemme og sit sjælfulde B lik . Men man vilde staa Fare for at faae et om ikke afdæmpet, saa dog for ensartet og usammensat Tndtryk a f hendes Kunst, hvis man ikke som en tredie Hovedevne frem­ hævede hendes mægtige Fan tasi; naar hun ved dens Hjælp havde tænkt sig ind i en Skikkelse og saa at sige gjort sig til E t med den, var B illedets V irkn ing overvældende ved sin Eien- dommelighed, hvis Grundfarve saa fastholdtes gjennem hele Frem stillingen med den strengeste Konsekvens. Hun kunde til sine Tider og i Roller, der ikke interesserede hende, være tør og træet, hvilket F ru Heiberg — for atter at komme tilbage til den ofte dragne Parallel — ingensinde blev, fordi hun altid havde sit Publikum i Tanken, medens Mad. Nielsen ikke var fri for at nære en temmelig ubetinget R ingeagt for Tilskuerpladsen og aldrig lod sig afficere a f dens Dom, naar hun gjorde sig selv Fyldest. Hun var overhovedet, i Ordets ædle Betydning, en a f 21