DenDanskeSkueplads-II

1 0 2

D E T K O N G E L IG E T H E A T E R 1 8 0 1 — 2 5 .

I alle var han interessant, i de fleste fortræffelig og nogle vare ved Originalitet, Lnne og Karakterens fine Udarbeidelse uefter- lignelige Mesterværker.“ „Ak, stakkels Yorick!“ klager Hamlet, da han staaer paa K irkegaarden med sin gamle Yens Hjerneskal i Haanden. „En Karl med uendelig Lystighed og det herligste Lune! Hvor er nu hans Læhers Skjelmeri? deres henrivende Indfald? deres Sange? deres Lynglimt af Lystighed, som pleiede at bringe hele Bordet i en To rden latter?“ Man gribes af en lignende hamletsk Vemod ved at se saa herlige Gaver som Haacks saa ødselt henkastede, at de knap række til Halvdelen af Yeien. Som for saamange af hans Kunstfæller var ogsaa for ham Yinkjælderen en nødvendig Rekreation, hvor Tiden løb let og muntert i det glade Kompagni, uden at det agtede paa, hvor dyrt denne Underholdning maatte betales. Haack, der havde mere aandeligt Arbeide end de fleste af de Andre, trængte til stærkere Stimulantser end de, men taalte dem af samme Grund ogsaa mindre. Allerede i Begyndelsen af Trediveaarsalderen meldte Følgerne sig; Hukommelsen blev upaalidelig og dermed hele hans Optræden usikker, Nerveusiteten større og pinligere. At han en Dag i Yinkjælderens lune Luft glemte Tjenestetiden, paadrog ham Fængsel i Blaataarn, en Straf, der ikke hørte til de usædvanligste ved Tlieatret, men var en b itter Krænkelse for den trods Dekadencen endnu ærekjære Kunstner. Han er ved denne Begivenhed kommen til at maale Dybden af sit Fald, har mistvivl et om at kunne reise sig igjen og sank nu mere og mere hen i dyb Melankoli, som yderligere tærede paa hans legemlige Kræfter. Han optraadte sidste Gang den 11. Januar 1821 som Mester Jacob i „Gnieren“ og døde Ugedagen derefter, kun lidt over toogtredive Aar gammel. Endnu kortere, men tillige endnu mere glimrende var C a r l B r u u n s Theaterbane. Han var en Søn af Forfatteren Th. Ohr. Bruun, altsaa Broder til Theateroversætteren N. T. Bruun, men ligesaa elsket og beundret, som denne var forhadt. Hans dramatiske Talent var for Enhver, der kjendte ham, saa uomtvisteligt, at han strax vilde være kommen til at debutere paa det store Theater, hvis der ikke siden den dramatiske