DenDanskeSkueplads-II

E E N H O L M .

J E E . E O S IN G .

9 5

saa at han var kommen i Besiddelse af den Lethed i Frem­ træden, der fordres af Bonvivanten og den muntre Elsker, Saabyes Hovedrepertoire, som Eenholm arvede efter hans Død. Han var langtfra at kunne erstatte Forgjængeren, men da han med utrættelig Flid arbeidede paa at overvinde eller dække sine Ufuldkommenheder, og da Intet saa hurtigt stilles i Skyggen af en Eftermand som en Skuespillers gode Gjerninger, blev han snart opfattet af Publikum som en næsten fuldgyldig Erstatning for den Bortgangne. Paa lignende Maade gik det Eenholm overfor Du Puy. Han kunde vel ingensinde bringe dennes glimrende Fremtoning i Forglemmelse, men da man efter den exotiske Gjæsts bratte Forsvinden stod uden Tenor, bødede den indenlandske Stemme saa nogenlunde paa Savnet i Interregnet mellem Du Puys Bortgang og Zincks Optræden, og Eenholm fik saaledes ikke blot en Tilvæxt i sit Repertoire, men ogsaa i et paaskjønnende Publikums Yndest. Man saae gjerne den kjønne Skuespiller, der ingen Pretentioner gjorde, arbeidede med stor Flid og viste sig anvendelig i mange forskjellige Rollefag baade af alvorlig og komisk Art, baade som Galning og Gamling. Eenholm var længe en af Theatrets mest benyttede Brugeligheder. Æ g teparret Rosings Datter Em i l i e R o s i n g var kun halvfemte Aar gammel, da hun første Gang betraadte Scenen den 17. Oktbr. 1788 som Jasons og Medeas Barn i Gotters og Bendas „Medea“. Alligevel var det ikke Forældrenes Bestemmelse, at hun skulde uddannes for Theatret, og den gode Opdragelse, de lod blive hende til Del, fandt Sted uden Henblik til dette. Hun var født den 6. Marts 1784 og skal, efter sin samtidige Biografs Vidnesbyrd, allerede i Barndommen og den tidlige Ungdom have udmærket sig ved en lys Forstand, en levende Indbildningskraft og en stærk Trang til Læsning og anden aandelig Underholdning. „Maaske denne tidlige Tænke- og Læselyst — tilføier han — gav hende Hang til Ensomhed og Afsondring og efterlod det dunkle Præg, der stemplede hendes Aasyn og Tone; maaske efterlod den endog det Mandige, for ikke at sige Ukvindelige, der var udbredt over hendes Væsen og viste sig i Gang, Stilling, Tone, ja vel endog stundom i Klædedragt.“ Som det vil sees af disse Antydninger, var