DenDanskeKomediesOprindelse_1918

103

hører herhen. Werlauff kendte det ikke, da kun Kancelliarkivets ældre Protokoller og ikke Akterne var tilgængelige for Forskningen i hans Tid, det er først fremdraget af Chr. Bruun, der henfører det til For- aaret 1724 og er tilbøjelig til at sætte det i Forbindelse med Mont- aigus Brev af 13. April 1724 til „den danske Komedies Grundlægger“ J). Det er nu imidlertid ikke rigtigt. Aktstykket — eller Aktstykkerne, thi det bestaar af flere Overslag og Projekter — er en Betænkning, „uforgribelige Tanker“, over en Supplik, somMontaigu paa de danske Aktørers Vegne har indgivet til Kongen, dels om et almindeligt For­ bud paa al Slags Skuespil, der kunde være til Præjudice for de danske Komedier, dels for at opnaa et fast Grundlag for Skuepladsens fortsatte Bestaaen. Af Indholdet ser man, at det er skrevet ved Vin­ terens Begyndelse; Dansemesteren og hans Kone, som først antoges i Juni 1726, nævnes deri, Komediehusets endelige Afhændelse omtales som en forestaaende Mulighed, der ogsaa indtraf ved en ny Auktion i Novbr. samme Aar. Der kan saaledes næppe herske Tvivl om, at Aktstykket er affattet i Efteraaret 1726 og ikke har nogen Forbindelse med det Forbud mod Linedansere, som Montaigu i 1724 fik udvirket2). Det synes at være en Renskrift med Skriverhaand; hvem Konci- pisten er, vides ikke. Da det er et Kancelliaktstykke, kan det ikke være Rostgaard, der nu som en falden Storhed sad paa Krogerup. Men det er i alle Tilfælde en Mand, der er nøje inde i Skuepladsens Forhold og tilsyneladende er interesseret i at faa den danske Komedie sat paa en fast Fod. Med nogen Grund kunde man søge Manden i J. R. Paulli, Holbergs gæve, men underlegne Medbejler, der alminde­ ligvis anses som Forfatter til „Kort Undervisning, hvorledes Komø- dier med Nytte og Skønsomhed kan ses“, et lille Skrift, der hyppig vil blive citeret i det følgende og siden nærmere omtalt. Han var paa dette Tidspunkt Hofretssekretær og stod som Komediedigter i nært Forhold til Aktørerne; der er intet urimeligt i, at Oversekretær Møini- chen kan have bedt ham som særlig sagkyndig om en Betænkning i dette specielle Tilfælde. Forfatteren nærer ikke saa høje Tanker om den danske Komedie, at han vil have Byen renset for andre Skuespil. „Thi baade vilde det være en Tvang for Publico“, siger han, „om alle Slags Skuespil uden Eksception generaliter bleve forbudne, efterdi det dog er en for­ nøden Ting i en Republik, at den gemene Mand gives Lejlighed sig paa anden Maade end med Drik og Dobbel iblandt at kunne delassere J) Danske Saml. II, 373. 2) Fra 1725 kan det ikke være, da Indholdet viser, at der spilledes paa Komediehuset.