DenDanskeDiakonissestiftelse_1863-1913

- 51 -

12. April 1867. »Deres Majestæt kan selv i England ikke undgaa Hjemsøgelse af mineEpistler! saa fast er min Tillid til Deres Majestæts levende Deltagelse i vor Sag, at jeg ikke vil und­ lade, selv under Omstændigheder som de foreliggende at indberette om Tilstandene her hjemme og muligvis derved fremkalde Deres Majestæts Bistand i et bestemt Tilfælde. . . . Det er den forestaaende Indvielse af de tre ældste Prøvesøstre til Diakonisser, som meget ligger mig paa Hjerte, og som jeg saa inderlig ønsker maatte fore­ tages paa samme Maade, som det er sket med mig, og hvorved den vedbliver at være en rig Kilde til Trøst og Frimodighed for mig i de trængselsfulde Tider, som ellers vilde bringe mig til at forsage, og jeg har, som Deres Majestæt veed, taget det for en given Sag, at det maatte ske ved Aarsfesten i Frederiksberg Kirke, under Bøn og Haandspaalæggelse af vor kære Præst. — Vel havde jeg altid nogen Kundskab om, at Biskop Martensen ikke ret hylder denne Fremgangsmaade, men jeg haabede dog, ved hans øvrige Godhed for Sagen, og ved at blive mere fortrolig med den, at han ogsaa i dette Punkt skulde faa et andet Syn og Skøn, men nu hører jeg af Pastor Fich, at det ikke er Tilfældet, men at Biskoppen havde ytret sig som mere tilbøjelig til at ønske Indvielsen foretaget enten i Hjemmet, ogda, tror jeg, med Haandspaalæggelse, eller i Kirken, men da uden den og kun med en Tiltale f. E. fra Prædike­ stolen. — Denne Samtale var dog kun foreløbig og endte med gensidigt Løfte om at overveje det endnu en Gang og søge at finde en hensigtssvarende Maade at udføre Indvielsen paa. Biskoppens Ulyst til at gaa ind paa den foreslaaede Maade, der er brugelig i alle Diakonissehuse, hidrører fra den Opfattelse af Diakonisseembedet, at det ikke er noget kirkeligt og altsaa heller ikke kan være beret­ tiget til nogen kirkelig Indvielse. Pastor Fichs Opfattelse af dette Spørgsmaal kender Deres Majestæt af hans Rejseberetning, det er derfor ikke saa svært for ham som for mig at gaa ind paa Biskop­ pens Mening; dog er han enig med mig deri at ville ønske Sø­ strene, og Sagen, en saa opbyggelig Indvielse, som der maatte kunne blive dem til Del, som ogsaa deri, at den ikke kan foretages i Hjemmet, fordi Pladsen er for ringe. Mit meget levende Ønske, at dette maa ske i Kirken, har givet Anledning til den Misforstaaelse, at jeg lagde særlig Vægt derpaa, som om det derved fik Betydning som en kirkelig Handling. Jeg vil derfor bemærke, at det aldeles 4*