DenDanskeDiakonissestiftelse_1863-1913

- 1 6 1 -

Orden; pæn gammel Mand. Men nu maa jeg slutte, jeg kommer snart ud at se til Dem som Deres gamle trofaste Louise." Frk. C., 25. December 1890: »Deres Majestæt har atter be­ vist mig saa megen kærlig Godhed, at jeg er hel rørt og beskæm­ met og frembærer min Tak af et taknemmeligt Hjerte! Da den store Sending kom, modtog jeg den i Sengen, som et Par Dage havde holdt mig fangen ved et heftigt Hold i Siden. Et. Par Timer, før Gæster og Børn kom Lillejuleaften, stod jeg op, og siden har jeg kunnet være oppe og godt taalt de to anstrengende Dage! Lillejule­ aften have vi kun eet stort Juletræ at sørge for, men rigtig Juleaften have vi to i dette Hus og i tre af de tilstødende Huse eet i hvert. Det er en stor Glæde at have saa mange at bære Omsorg for! og Hjerterne føle virkelig mere varmt for hinanden i denne Tid, hvil­ ket er en god Frugt af Julens Træ. Ganske yndigt, at vor Dronning støtter os hermed! Fra Nørager vises os ogsaa den største Kærlighed! de ere utrættelige. — Det er dejligt at have saa overmaade meget at takke baade Gud og hans Børn for." 1891 var Frk. Conrings Dødsaar; en Aareforkalkning i Hjertet endte hendes Liv. De mange Sygdomsanfald og Svaghedstider, som vi have læst om i Brevene, havde intet med Indbildning eller »Nervøsitet" at gøre.*) De var ægte nok og Døden flere Gange nær nok. Men nu nærmer den sig for Alvor og saa meget mere beun­ dringsværdigt, bliver det at hun med Døden klart for øje og midt undei dens begyndende Favntag kan og vil sysle med de tilsyneladende Smaating, vi her læser om. Men for hende var intet smaat, der stod i nær Berøring med hendes Hjertes Sag. Derfor vil ogsaa denne sidste Del af Brevskiftet vække Tanker og Tilskyndelser hos alle, som elsker denne Sag eller i det hele Guds Riges Sag. Frk. C., midt i Januar 1881: »For faa Dage siden havde jeg den Lykke at se og tale med Deres Majestæt, og dog vilde jeg atter forsøge derpaa, om ikke Aandedragsbesvær nu forbød enhver

*) Man kunde tværtimod snarere sige det samme om hende som om Vilh. Beck: de havde ingen Nerver, — men vel et H jerte! 11