DenDanskeDiakonissestiftelse_1863-1913

- 150 -

selv om hun er uerfaren!" og hvis hun saa blev sendt, brugtes hun til Paradigma, til at dømme hele Instutionen. Eller: en saa- dan Søster kommer til en Læge, der sender hende til en lille 0 , men uden at spørge om og uden at forsyne hende med, hvad han maatte vide, kunde blive nødvendigt. Og saa kaster han offenligt Skylden for Patientens pinefulde Død paa Søsteren —skønt Skylden var hans. —Enkelte varme Taknemmelighedsytringer blev ogsaa op­ tagne i Bladet; men til andre Blade overgik jo snarest Anklagerne. — Lad os nu høre, hvad Virkningen var, hvor Slagene ramte. Frk. C., 9. Juli 1889: „. . . . Naar jeg veed, om det en af de nærmeste Dage vil være Deres Majestæt belejligt at se mig, vil jeg gerne bede om en længere Samtale. Havde Aviserne ikke, net­ op i disse Dage, behandlet mig i Særdeleshed, og derefter os alle tilsammen paa en højst ubehagelig Maade, saa havde jeg allerede i Dag prøvet min Lykke med at træffe Deres Majestæt, men som det nu er, vil jeg først spørge om Tilladelse til at komme. —Vel føler jeg, at det er svært saaledes at være Genstand for de uvenligste Følelser af mange, men urolig er jeg ikke, thi min Hovedfejl er Uelskværdighed i min Maade at være paa! dette har jeg vidst og følt, saalænge jeg veed af mig selv at. sige, og det har kostet mig mange forgæves Taarer, men virkelig ondt kan jeg ikke vedkende mig. Bedre end de fleste, tror jeg, Deres Majestæt kender mig, og derfor vil De*) ikke optage Klagerne, som de ere mente, og som det tilsigtes; det er altsaa ikke for at fralægge mig dem, at jeg beder om en Samtale, men for at overlægge med min elskede Dronning, hvad der bør gøres fra min Side overfor det uvillige Publikum . . . Jeg var paa Nørager, da den første Avisartikel kom, og fandt de kære Venner inderlig deltagende og bedrøvede. Allerunderdanigst Søster Louise Conring.**)" *) For første G ang i alle disse Breve tiltales D ronningen med det ligefremme Stedord, der ellers altid undgaas ved Om skrivning. **) Ligeledes for første G ang (siden sin Indvielse) føjer hun sit Efter­ navn til, — sikkert ogsaa U dtryk for, at hun ved den m odtagne offenlige Beskæmmelse er blevet m indre væ rdig til og dog endnu mere trængende til D ronningens nære Venskab.