DenDanskeDiakonissestiftelse_1863-1913

- 1 4 9 -

Vanskeligheder af mere omfattende Art. Under Overlæge Holstein var Behandlingen af nervøse Tilfælde blevet Specialitet for Diako­ nissestiftelsens Hospital. Man kunde spørge, om dette var saa hel­ digt for Søstrenes Uddannelse, idet de fik lovlig meget at gøre med „indbildt syge", som man ikke skulde tro altfor godt, med forkæ­ lede og blødagtige Naturer, der skulde hærdes og afvænnes, altsaa som man ikke maatte være „altfor god" imod — hvilket System jo let kunde virke mindre heldigt paa sædvanlige Sygehuse overfor helt andre Patienter. Men om dette kunde forsvares, saa længe der ingen andre Steder var til saadanne, blev det meget betænkeligt ved de ikke faa virkeligt sindssyge, som trods alle Forsigtighedsregler og paakrævede Lægeattester for det modsatte stadigt blev indlagte - thi hvor er Grænsen ved de mange Overgangsformer, som net­ op her findes? Men alle de Sikringsmidler og Rettigheder, som er Sindssygeanstalternes Styrke og Hjælp —visselig ikke blot imod de syge, men meget mere for de syge, til deres bedste — manglede her: ikke et eneste Isolationsrum, ingen Døre eller Vinduer til at stænge, ingen Indespærringsret. Alt maatte saaledes hvile paa Sø­ strene — og en Søster kan jo dog ikke mere end et Menneske. Et Tilfælde af denne Art var blevet bragt til Diakonissestiftel­ sen, og Patientens Mand havde afnødt Forstanderinden Løfte om en særlig Nattevagt til hans Hustru. Da det kom til Stykket, havde der ingen saadan været at faa — man var næsten altid spændt for til det yderste —, man havde maatte nøjes med de sædvanlige Nat­ tevagter. Trods disses Paapassenhed havde Patienten om Natten for­ ladt sin Seng og spaseret paa Gangen, iøvrigt uden at der skete noget. Men da Manden fik dette at vide, gik han straks hjem og skrev en lang Artikel i „Dagbladet", hvori han ikke alene fremsatte den simple Kendsgerning, — som nok var en Undskyldning værd, —men løst og fast af alt, hvad man sagde og mente om den Institution, han dog selv havde søgt til i sin Nød som den eneste, der vilde hjælpe ham. En kort Tilrettelægning af Husets Præst gav kun saa meget mere Anledning til en hel Regn af Udgydelser, hvori gamle Bitterheder og nye Anklager var samlede. De fleste var ano­ nyme, men naar man kom ind til den til Grund liggende Historie, afslørede den ofte mere Fejlene hos den anklagende Læge end hos den anklagede Søster. Telegram: „De maa endelig sende en Søster straks!" „Vi har ingen." „De maa i hvert Fald sende os en,