DenDanskeDiakonissestiftelse_1863-1913

- 115 -

en Sort Hovmod af sig, i hvilken vi se ned paa andre Sygeplejer­ sker, og holder desuden den tykke og tunge Luft af gudeligt Smaa- snak vedlige, som falder andre saa kvælende paa Brystet." I An­ ledning af disse og lignende Udtalelser af Pastor Stein har jeg al­ vorlig bedet ham sige mig, om han følte Kraft og Tilbøjelighed i sig til at føre Sagen paa denne Maade til Fuldkommenhed; om saa var, vilde jeg stille og uden Bitterhed trække mig tilbage, thi være med dertil kunde jeg ikke. Derom vilde han intet høre. . . P. Steins Opfattelse maa føre til sikker Undergang for Diakonisse­ sagen, saa jeg endog vilde bede om, at den maatte faa et andet Navn, om disse Principper skulde gøres gældende, og det er i Sandhed en Glæde for mig, at alle de hjemmeværende og alle de udenbyes indviede Diakonisser dele min Opfattelse og ønske at ved­ blive i det Spor, vi have begyndt!.. ." Der er naturligvis Ensidighed i denne Fremstilling; men Pa­ stor Stein kunde vel ogsaa lade sig drive til Ensidighed i den Ret­ ning, hvor Kulturstrømningen syntes at føre hen. Hvor vidt de -gensidige Misforstaaelser kunde gaa, ses af, at Frk. C. i Brev af 7/2 maa gøre Dronningen Rede, hvorfor hun hin Søndag, da Stein ikke prædikede, gik til Alters hos sin gamle Ven, Dr. Kalkar, der havde faaet Emmauskirken overladt til Gudstjeneste... . . . ii løvrigt veed Deres Majestæt, at om der er nogen, som har væretglad og usigelig taknemmelig for vor Præst og Formand, saavar det mig; jeg har altid æret ham i alle Forhold, overfor ham selv, naar vi vare ene, som overfor Søstrene og andre . . . Et Samfund som vort, der bestaar af saa mange Kvinder af den mest forskellige Art, men alle med aandelige Fornødenheder, kan ikke, uden at tage Skade, undvære den Pleje, som det er en Sjælesor­ gers Gerning at yde dem. Om vore Søstre maa jeg sige: de ere meget ædruelige og begære ikke meget i den Retning, men Gaver dertil savnes ogsaa ganske hos vor Præst, hvilket han selv veed og føler. Det samme er Tilfældet med Behandlingen af de syge, hvor han ikke kan træde den enkelte nær. Vi have sammen talt derom, og en Hjælpepræst synes mig den naturligste Udvej, om en saa- dan kan findes, og P. Steins uegennyttige Tænkemaade giver sig atter Vidnesbyrd ved denne Lejlighed, idet han er beredt til at bi­ drage med det halve Beløb til hans Gagering." .. . «Efter Kirken i Dag", tilføjer hun i et Brev af s/2, «talte 8*