DenDanskeDiakonissestiftelse_1863-1913

- 113 -

Frk. C., 24. Jan. 1880. Dronningen har mindet hende om en Kvittering, og da maa hun sige Aarsagen til Undladelsen: „Jeg var uvis om, hvorvidt jeg endnu burde tie, eller om jeg turde forelægge Deres Majestæt en alvorlig Sag; men nu da jeg har Pennen i Haanden føler jeg, at det ikke er godt at betro den til Papiret, og heller ikke tør jeg komme ind og bede om at maatte forelægge den mundlig, for derved kan den saa let komme for andre Øren end kun Deres Majestæt;*) jeg tyer derfor til det Haab, at den udtalte Tanke ret snart vil blive Virkelighed og Deres Majestæt atter gøre os lykkelige ved et naadigt Besøg. Jeg har alt i længere Tid længtes efter at bringe denne og en anden Sag frem, som staar i Forbindelse dermed, men har ogsaa haft mine Betænke­ ligheder, som dog nu maa vige. — I Morgen prædiker Pastor Stein ikke. — Deres Majestæt vil af disse Linier se, hvor trygt jeg stoler paa at turde sige alt, og bede om alt. Allerunderdanigst Søster Louise." Spørgsmaalet var det vanskelige om de rette Grænser for Kvinders Pleje af Mænd. „For den rene er alting rent"; ja, men Engle er vi da endnu ikke. „Nød bryder alle Love"; men hvis der nu ingen Nød er? Vi Danske føler os stærkt forargede i Fin­ land ved baade i Dampbadet og paa Badebroen ved Søen at møde kvindelig Betjening til Mænd. Dem generer det ikke, men os saa meget mere. I Tyskland er Følelserne i den Henseende vel de samme som hos os. Da man der begyndte Diakonissegernin­ gen, som i Stedet for den forrige næsten i alle Henseender raa og forraaende Sygebehandling skulde fremstille en fintfølende ægte Syg tpleje, slog man fast, at Søstrene skulde have mandlig Hjælp, dels overfor Opgaver, der absolut krævede mere end Kvindekræfter, dels overfor hvad der uden Nødvendighed saarede deres - og maaske i endnu højere Grad Mændenes — Blufærdighed. Dette er endogsaa fastsat som Fællesregel for alle Diakonissehuse, som staar i Fælleskab med Kaiserswerth; det er et af Vilkaarene for at regnes til Kaiserswerthforbundet. Dengang det danske Diakonisse*) Bag Dronningens Modtagelsesgemak stod Døren aaben til en hel

Række Værelser, hvor det let kunde høres, hvad der maatte siges nogen­ lunde højt for at blive opfattet af rette Vedkommende. 8