DanskHaandværkerStat-II

559 gældendes Have. Et saadant Paalæg var selvsagt af Betydning, thi Laugets Medlemmer havde selvfølgelig Eneret paa Tømrerprofessionen, hvad der bl. a. kan ses deraf, at der tales om »Bønhaser, som ikke Borgere ere, at afskaffe«. Med Hensyn til Laugets indre Liv og Livet mellem Tømrerne, har vi i de to gamle Protokoller, der gaar fra 1625—1631 og fra 1640—1671 og som endnu er i Tømrerlaugets Eje, et interessant Kildemateriale, der oplyser om mangt og meget. Bl. a. fremgaar det heraf, at der indenfor Lauget var konstitueret en Ottemands-Institution, hvis Medlemmer bl. a. havde til Opgave at udpege Oldermand og afgøre faglige Stridigheder m. m. Til Belysning af Fagets Omfang og Antallet af Svende og Mestre i tidligere Tid, ser vi af et i 1659 optaget Mandtal over Københavns Indbyggere, at der

Laugsladen.

i Staden var 47 Tømrermestre og 23 Svende. Dette Mandtal oplyser imidlertid mere end Tømrernes Antal, det viser tillige, at Tømrernes Formuesforhold i hin Tid har været meget slette. Samtlige Tømrersvende betegnes saaledes her paa 4 nær som fattige; af de 47 Mestre faar de 19 det samme Skudsmaal, og kun 7 af dem takseres til Indkvartering som Regel af kun een Rytter eller Soldat; to takseres til to hver, og kun en til tre. Med Hensyn til Forholdet mellem Mestre og Svende synes det at have været godt. Svendene skriver saaledes i 1677 ærbødigst til Mestrene om at faa en ny Tilsynsmester, da den gamle var traadt tilbage, hvem de — som de siger — »formedelst sit gode og skikkelige Forhold hos os vel længer havde ønsket at ville have forbleven ved vores Lav«. I Skrivelsen ønsker de ogsaa Lauget, »al Lykke og Velstand«. Men dog var Luften ikke helt klar, navnlig derudfra, at Mestrene i 1661 havde fundet det nødvendigt at erhverve et Brev fra Magi­ straten for, at de Tømrersvende, som forsømte deres Arbejde, gjorde sig ledige Dage, antog eget Arbejde eller rejste bort uden Tilladelse, skulde stande til Rette og straffes. Svendene fulgte heller ikke Artiklerne af 1648, der tilholdt dem »at tjene en erlig Mester paa Embedet, indtil han selv Mester vorder«, og »at lade deres Navne hos Formanden indtegne«. Skylden for disse Forhold kan dog ikke ude­ lukkende søges hos Svendene, Mestrene var nemlig ikke helt uden Skyld heri. I 1678 maatte det saaledes afgøres ved en Laugskendelse, hvad 4 Mestre, der