DanmarkLandetMellemHavOgBælt_1

Naturligvis er der ogsaa her bygget i et rasende Tempo i de senere Aar — bygget uden Smag og Karakter, mange Steder rent parodisk. Naturligvis findes der ogsaa her Villaveje, der sover Poesiens skønne Tornerosesøvn. Men stort set er Vanløse bymæssigt betragtet en Ørken af Kedsommelighed og Snuskeri. Den store Kommune synes ikke at interessere sig for denne Forstad, uvist af hvilken Grund. Det eneste Bevis paa Initiativ til at skabe frugtbart Liv i Ødet er Anlæget af en Park, som i de senere Aar er blevet indrettet langs Grøndalsparkvej ud mod Damhussøen. Her lever da alle de Smaakaarsfolk, som i væsentlig Grad udgør Vanløses Befolkning, Sommerens korte Liv paa magre Græsplæner med lidt sparsom Buskvækst ind imellem, gennemskaaret af en bred og dyb mudret Grøft, hvor Rotter har deres Huler mellem rustne Vandkedler og alskens Affald. Videre er vi ikke kommet paa disse Kanter, da disse Linjer skrives. Men her er dog Sol Sommerdage og nu og da en Brise af Blomsterduft fra de nærliggende Kolonihaver. Man kan selvfølgelig indrette sig et hyggeligt Hjørne her under en Busk, hvor man kan spise sin medbragte Mad og drikke sine medbragte Øller og bagefter lege „To Mand frem for en Enke“ , mens Ungerne, hele Hærskarer af gudsvelsignede Unger, tumler sig over de af­ slidte Græsrabatter. Vanløses Grænse gaar i Sydvest langs Damhussøens nordre Bred og følger mod Vest først den saakaldte Kildeaa, siden Harrestrupaa, der tillige mar­ kerer Hovedstadens Vestgrænse. Mod Nord danner Vejen, der løber til Isle- hus, Grænsen mod Husum Bymarker, mod Nordøst støder Omraadet op til Brønshøj, og i Sydøst og Syd skiller Grøndalsaaen Vanløse Jorder fra Frede­ riksberg. Ogsaa det oprindelige Vanløse er en af de ældste Bopladser i Københavns Omegn, langt ældre end Byerne mod Nord og selve Absalons Stad. Sandsynligheden taler ifølge Eiler Nystrøm for, at Orddelen „løs“ betegner Engdrag eller Græsgang. Det første Led i Vanløse er rimeligvis „Hvan“ , det nordiske Navn for Læge- og Køkkenplanten „angelica“ , der var meget yndet i Oldtiden. I de ældste Opskrifter, hvori Navnet forekommer, har det netop Formen „Hvanløse“ . Længere ned i Middelalderen er det stumme Begyn- 198