DanmarkLandetMellemHavOgBælt_1

venter. Maaske gaar de en smule frem og tilbage, mens de skotter op til uret eller ser paa deres eget eller paa kioskens, eller sammenligner. De venter. De biir lidt utaalmodige eller nervøse, deres ansigter lukkes - saa lysner de op, saa smiler de, for dér kommer hun —og dér kommer han .. . Og det skér ogsaa, at det netop er her, man mødes rent tilfældigt, her midt i mylderet og menneskestrømmen og trafiken. I ett gaar støjen hér, hele den trafikale støj af klemtende sporvogne, tudende biler, kimende cykler og skridt af mennesker, - een støj. Hvor ufatteligt at der engang her - udenfor Vester­ port (som stod ud for Frederiksberggade) - hørtes nattergale! Men Oehlen- schlåger paastaar det og har skrevet et digt om en nattergal, der sang her. Det er forbi —det er umuligt. Men duerne kan man høre og en ting t il: stilheden. Stilheden, naar det under skér, at al trafikal støj som ved et trylle­ slag tier. Det er et nu bare, og du opdager det kun, fordi du med ett hører, at det er stille. Du studser. Men alt er stille, som var hele trafiken gaaet istaa. Saa er støjen der igen. Ogsaa dette er storbyens poesi. Et nu er hele den store plads stille som en skov —men inden du rigtig faar lyttet, er det forbi. Og hér staar vi nu —midt paa Raadhuspladsen, og dér ligger Vesterbro­ gade, og mens du staar hér, gaar raadhusklokkerne i slag. Aa denne slidte melodi som vi alle kan udenad til det trivielle. Aa denne melodi der dog griber saa underligt om hjertet, som var det en barndoms sang vi pludseligt hørte igen. Det er den sang, vi har hørt paa alle døgnets tider, nær eller fjern, som børn og unge og nu, i vinteraftner og lyse nætter, foraarsaftner og midt paa dagen . . . Byens sang. Den melodi som —hvis vi hører den fra en radio i en provinsgade —næsten gør os syge af længsel efter København.

1 7