DanmarkLandetMellemHavOgBælt_1

Eller se den om Vinteren. Det sidste tynde Flor snor sig om dens Nøgenhed. Med en overdaadig og sørgmodig Gestus vil den en Dag kaste det bort! Men endnu svøber det sig let om de fine Træer, et Svøb af Blade - et dyrebart Lin - det sidste - Frederik den Sjette, Byens stilfuldeste Statue, staar omspundet af November- taagens intime graat i graat. Det første Indtryk giver hele Havens Karakter. Den er intim og fornem. For Deres Øjne har De aabne Perspektiver, store Plæner, høje, svære og slanke Træer — alligevel vil De kunne se den hele Have paa mindre end en Time. De vil straks kunne tilegne Dem det rigtige Indtryk, men De vil aldrig blive færdig med det. De vil øjeblikkelig kende hele dens Skønhed, men De vil aldrig blive mæt af den. Saadan er Frederiksberg Have. Den har gennemgaaet en Foryngelseskur, der klæder den. Der var engang en Kone paa Landet —og det er altsaa sandt, og ikke en af de Koner, som man bare læser om - der spurgte mig, om der ikke ogsaa var næsten Tusinde Mennesker i København? Hun saa selv saa imponeret ud af Tallet, at jeg hurtigt regnede ud, at hvis jeg blot sagde den tilnærmelses­ vise Sandhed, vilde jeg hele min Levetid gaa og gælde for en ganske ualminde­ lig Løgnhals dér paa Egnen. Jeg sagde da efter nogen Betænkning, at der var godt Tusinde — Godt Tusinde! Hun saa lidt mistænksomt paa mig, men jeg blinkede ikke, og jeg tænker, at der fo’r hende saadan noget gennem Hovedet, som, at hvis jeg ikke lige­ frem fo’r med Usandhed, saa var jeg ialtfald ikke bange for at prale. Jeg spurgte hende, om hun nogensinde havde været i København, og hun bejaede det. Een Gang. Een Dag. Og den havde hun tilbragt i Søndermarken. Jeg beundrede stiltiende de Menneskers Fantasi, som havde taget denne Kone fra Bondelandet, der var kommet for at se den store By, ud i Sønder­ marken. Der er et Jargonudtryk, der for Aartier siden hed „bims“ —det er maaske ikke smukt, men det er betegnende. Jeg stod og tænkte „bims“ ! Konen stod ogsaa og tænkte „bims“ omend i andre Ord og mindre kort­ fattet. For hun sagde fortrydeligt: 134