DanmarkLandetMellemHavOgBælt_1

Alle Havnens søde Piger drikker Foraars-Guden til. Vi har 01 i stride Strømme, vi har Sang og Banjo-Spil! . . .“

For mange af vore Kunstnere har Nyhavn været en uudtømmelig Inspira­ tionskilde, og en Del af dem har slaaet sig fast ned der. Utallige er de Digte og Viser, der synger Havnens Pris, den er ogsaa blevet lovsunget i mangen en Sommerrevy, og flere af vore folkelige Films har med større eller mindre Held —navnlig det sidste —gjort Brug af Miljøet og de herlige Typer, som kun kan opleves der. Men trods denne foruroligende Invasion af Fremmed­ elementer har Nyhavn dog formaaet at bevare sin Oprindelighed. Derfor har den fortsat en Plads i hvert Hjerte. En rig Dag er tilbagelagt. Den lille Motorfærge kommer tøflende fra Christianshavn med sin sidste Last af travle Mennesker og lægger til ved „Elverhøj“ . Klokkespillet fra Vor Frelsers Kirke kalder Solen til Hvile, og Bænkene ved Krindsen omkring „Hesten“ tømmes efterhaanden. Fra Nyhavn fortættes Værtshuslarmen. Lygterne tændes, deres Spejllys flimrer i Kanalens graa Vande. Tværs over Kongens Nytorv ser man Lysene fra d’Angleterre. En Damper glider sort og vældig, med halvt udviskede Konturer, gennem Havneløbet, —en Sirene tuder i det Fjerne . . .

Natten gaar stille for Anker i Nyhavn, Lyset og Larmen gaar langsomt i Staa. Gusen har svøbt sig om Lygternes Øjne, se, hvor de misser, saa søvnige smaa. Kælderens Støj og Musik er forstummet, Tummelen stilner, og Hvilen er nær. Om os, saa tyste som Skygger af Døde, glider nu Pigernes ventende Hær.

110

Made with