ChristianWinther_III
— 89 — vore Sjæle, eller skal han ikke snarere mildne og læge den, knytte sammen Hvad der er opløst og forbinde det Adskilte, kort: paa en ideal Maade skjænke Hvad Livet ikke altid vil give os i Realiteten? Det er netop Kunstens Herlighed, at den, hvis inderste Væsen er Fri hed, ved Fantasiens Hjælp frigjør Mennesket, trods dettes etiske Ufuldkommenhed. Og skulde det nu være Poe siens Bestemmelse, den, som er den højeste Form for al Kunst, at binde mig med alle disse tilsyneladende Modsigelser og Dissonanser? Eller skulde det - for at tage det andet Punkt med — være dens Bestemmelse at smugle det moralsk og sædelig Slette ind i Livet? Thi som Saadant vise alledisse moderne Angreb paa Ægteskabets Hellighed sig dog for enhver dybere Be tragtning. Vistnok har det moralsk Slette, ligesom det Onde, sin Berettigelse i Livet og i Poesien, men en relativ, som Skyggen, der fremhæver Lyset, ikke en absolut som Lyset selv. Det sædelig Slette maa kun ti æde frem som en Modsætning, der overvindes, og ikke som i den nyere Tids frivole Poesi — sætte sig selv som det Gode; thi saa forrykkes den ene Side af Poe siens Betydning fra sin Plads, den, at Digtekunsten skal være Middel for et sædeligt Liv.“ „Men naar disse Digtere,“ indvender Marie, „som f. Ex. Heine — thi det er dog ham, De mener, at Chr. Winther i denne Digt samling igjen har nærmet sig til — naar de, som De selv har sagt, ere Aftødninger af deres Tidsalders Søn- dersplittelse og Gjæring, saa maa De dog have Ret til at udtale sig; og hvad Heine angaaer, saa spotter han jo selv med sin Smerte; følgelig maa han være hævet over den.“ „Nej, ingenlunde,“ faaer hun til Svar; „thi
Made with FlippingBook