ChristianWinther_III

71

—

—

brækket et Ribben. Nielsen kom løbende, aldeles for­ bitret, og lod hele Raseriet gaa ud over „denne Maler, der altid skulde gjøre Ulykker.“ Anna Nielsen holdt igjen og var ulykkelig baade over Mandens Raseri og over det skete Uheld. Der blev sendt Bud efter andet Tøj til H&edt, og det Hele endte saa tilsidst paa en nogenlunde fredelig Maade. Fra Efteraarslivet derude har Gade fortalt Følgende: Nielsen gik altid og rev græsseligt ned paa „det for­ dømte Teater, som man skal rende og spilde sine Kræf­ ter paa.“ Meget hellere vilde han give sig af med pi ak­ tiske Forhold, og for at bevise sin Dygtighed i saa Henseende havde han anskaffet sig to Svin til Opfed­ ning. Saa var han en Søndagaften bleven nødt til at tage ind og spille en Helterolle, og imedens kom det skrækkelige Budskab til Selskabet i hans Dagligstue, at Svinene vare rendte bort. Søren, Karlen for det Hele, maatte ud at søge efter dem; han var oppe i Frederiks­ berg By og rundt omkring — men allevegne forgjæves. Fru Nielsen var ulykkelig. „Nicolaj bliver rasende, naar han kommer hjem,“ sagde hun — og saa kom han! „Hvad er der? Hvad er der dog?“, spurgte han. „Aa, det er Ingenting!“ „Vist saa, Anna, der er Noget!“ „Det Hele er en Ubetydelighed! Det er Søren, som hai ladet Døren til Svinehuset staa aaben, og saa er Svinene rendt.“ Nielsen slog Hænderne sammen og laabte pa tetisk med stærk Heltestemme: „Saa skal man gaa der og spille paa det fordømte Teater, og, naai man saa kommer hjem og skal nyde sin Fred og Glæde, saa er Ens Svin rendt bort.“ Denne Slutning, udtalt med fuld heroisk Patos, bevirkede, at Alle brast i Latter, da gik