ChristianWinther_III

— 4 4 4 — Naar man er død og Alt forbi, er Legemet ej mer vort eget. Er der ej mere Liv deri, er Sjælen ned- eller opad steget, saa gjør det saamænd ligemeget, hvor Klædemonnet bliver af! Men, da man have skal en Grav og se at komme] snart afsted, for ej at volde dem Fortræd, som efter os paa Jorden gaa, saa ønsker jeg — ifald jeg maa — mit Leje i det Fri’ at faa, helst under Græsset og i Læ af et bredskygget Bøgetræ, som staaer afsides paa en Mark. Men, da jeg har det godt i Verden — thi kjær og yndefuld mig er den! — og altsaa helst jeg blev i Live, saa kan til Overflod man skrive med Kniv i Træets glatte Bark: „Her hviler under grønne Tillie „C. Winther, meget mod sin Villie“. 9 Frisk op, min Sjæl, lad ej Dig kue af Tanken om den sidste Stund! Mit Hjærte, Du bør ikke grue! Du lever ved en himmelsk Lue, der tændes ny bag Dødens Blund.

Senere siger h an 2):

Den 18de Aug. 1869 skriver h a n 3): „Er Mennesket et frit Væsen, med Selvbestemmelse? Nej! Spørger man ham, om han har Lyst til at være? Nej, han kastes ubevidst hovedkulds ind i Livet. Spørger man ham om, hvilke Ævner og Egenskaber han vil begaves med? 9 Dette Digts Slutning minder om Æneidens, hvor Virgil, idet han beskriver Turnus’s Død, siger: „Med Harme jeg døer og uvillig vandrer jeg heden“. 2) En Saml. Vers, S. 42. 3) Breve fra og til C .W ., S. 180.